
En flertalsgruppe på Fanø vil have KL til at gå ind i sag om fyret medarbejder. - Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Fanø-flertal vil have KL til at vurdere kontroversiel budgetfyring
I sidste uge var der ekstraordinært møde i Fanøs Økonomi- og Planudvalg, hvor man fulgte op på rådhusansattes henvendelse til Arbejdstilsynet. Her opstod der uenighed om, hvorvidt man skal få KL til at vurdere, om det var lovligt, da man sparede kommunens kommunikationsmedarbejder væk i budgetforliget.
Udgivet: 28/10/2024
Det skabte røre i den fanøske andedam, da en flertalsgruppe bestående af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og løsgænger Johan Brink Jensen vedtog et budgetforlig uden om borgmester Frank Jensen (R) og som led i aftalen nedlagde kommunens kommunikationsmedarbejderstilling.
Beslutningen har efterfølgende fået medarbejdere på rådhuset til at sende et åbent brev. I brevet udtrykte de, foruden bekymring for arbejdsvilkårene, utilfredshed med kommunikationsmedarbejderens fyring.
Medarbejderne mener, at beslutningen er et udtryk for, at den politiske ledelse ikke har respekt for, hvordan rollefordelingen i en kommune bør være.
Der er siden rettet henvendelse til Arbejdstilsynet og i onsdags fulgte Økonomi- og Planudvalget op på sagen på et ekstraordinært møde.
Her var der enighed om at iværksætte en ekstern undersøgelse, der skal lægge grund for at få skabt bedre trivsel på rådhuset.
Piben fik dog en anden lyd, da et forslag fra Venstre, Konservative og Socialdemokratiet om at kontakte KL med henblik på at få en vurdering af, om det var lovligt, da forligspartierne sparede kommunikationsmedarbejderstillingen væk.
Her satte Frank Jensen hælene i. For selvom han selv mener, at fyringen er uhensigtsmæssig, så er det spild af tid at få en vurdering af en beslutning, som kommunaldirektøren allerede har vurderet lovlig, siger han til JydskeVestkysten.
Det, mener udvalgsmedlem Christian Lorenzen (K), er ærgerligt taget i betragtning af, at borgmesteren selv har kritiseret beslutningen på Facebook:
"Og i den kampagne har han sat dele af Fanø og medarbejderne på Rådhuset i brand. Det er dybt skadeligt for vores lille lokalsamfund - og hvis det er sket på et forkert og fordrejet grundlag, er det naturligvis ekstra problematisk," siger han, men beskriver ellers mødet som godt og konstruktivt.
Trods borgmesterens indsigelser blev forslaget stemt igennem med tre ud af fire stemmer.
Sidst opdateret: 28/10/2024 - 14:16












































