Rockwool Fondens forskningsrapport viser, at Egedal Kommune på linje med mange andre hovedstadskommuner er mindre produktive end flertallet. Manglende indsigt i beregningerne og den overordnede måde at tilgå emnet på gør, at resultaterne er værdiløse for kommunerne, mener kommunaldirektør.

Rockwool Fondens forskningsrapport viser, at Egedal Kommune på linje med mange andre hovedstadskommuner er mindre produktive end flertallet. Manglende indsigt i beregningerne og den overordnede måde at tilgå emnet på gør, at resultaterne er værdiløse for kommunerne, mener kommunaldirektør. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kan rapports produktivitetstal bruges af kommunerne? "Værdiløst", siger kommunaldirektør

Opsigtsvækkende påstand om markante produktivitetsforskelle mellem kommuner modtages køligt af kommunaldirektør, der savner mulighed for at efterprøve data. Se, hvordan produktiviteten er i ældreplejen, dagtilbuddene og skolerne i din kommune med Rockwool Fondens metode.

Udgivet: 12/12/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Rockwool Fonden præsenterede i sidste uge et stort forskningsprojekt, som ifølge forskerne viser, at man i de mest effektive kommuner får 20-25 procent mere service for pengene end i de mindst produktive.

Den ene halvdel af forskningsrapporten handler om det varierende serviceniveau i kommunerne, men forskellene bliver først for alvor store, når produktiviteten beregnes.

Kritikken går til dels på, at forskerne bag rapporten har lovet konsulentvirksomheden Index100, at de ikke vil offentliggøre det bagvedliggende talmateriale, der indgår i beregningerne af produktivitet. Desuden er undersøgelsens sammenligninger lavet på et for overordnet plan, selvom forskerne opgør produktiviteten separat på de centrale velfærdsområder; skole, dagtilbud og ældrepleje.

Blandt de mindre produktive kommuner, som fortrinsvis ligger i hovedstadsområdet, er Egedal Kommune. Her får Rockwool Fondens resultater ikke umiddelbart forvaltningen til at gå kommunens udgifter og service efter i sømmene, siger kommunaldirektør Jonatan Schloss til NB-Økonomi.

"Jeg kan ikke rigtigt omsætte den til noget eller efterprøve noget, jeg kan ikke se, hvad handler om. Derfor er den svær for mig at bruge til noget," siger kommunaldirektøren.

Han peger på, at de store forskelle kan dække over forskelle i kommunernes udliciteringsgrad eller konteringspraksis. Som redskab til at justere kommunernes udgifter og service er benchmarkundersøgelserne fra Indenrigsministeriet et mere nyttigt redskab, mener kommunaldirektøren.

"Hvis ikke man kan finde ud af, hvad det handler om, og hvad der udløser det, så er det værdiløst for at sige det direkte", siger Jonatan Schloss om undersøgelsens overordnede karaktertræk og tilføjer:

"Hvis man skal lave seriøse benchmark, så skal man langt ned i et sektorspecifikt område."

Fik du læst?

Se serviceniveauet for skoler, dagtilbud og ældrepleje i din kommune

Handlingsanvisninger er ikke målet

En af forfatterne bag "De danske kommuners service og produktivitet 2009-21" understreger, at hensigten med rapporten ikke har været at give kommunerne direkte handlingsanvisninger til, hvordan de kan gøre det bedre.

Det særlige ved analysen er derimod, at der ikke tidligere er lavet samlede analyser af kommunerne med et så stort antal parametre af den kommunale service.

"Hvis man vil undersøge, hvordan kommunerne klarer sig (og evt. kan forbedre sig) på meget specifikke enkeltområder, er man formentlig bedre tjent med at se på alternative analyser, f.eks. dem, der laves af Indenrigsministeriets Benchmarking-enhed," siger Jesper Wittrup, Ph.D. og selvstændig konsulent, der har været med til at lave rapporten, i et skriftligt svar til NB-Økonomi.

Under arbejdet med analysen blev det overvejet at gøre mere ud af aspektet omkring forbedringsmuligheder, men det blev fravalgt, forklarer Jesper Wittrup. Han synes dog, analysen er velegnet som afsæt til fremtidige tilbundsgående analyser, som kommunerne i højere grad vil kunne handle på.

"En vigtig grund til at foretage analysen har været at få en vurdering af kommunernes samlede service og produktivitet, fordi der ikke er gode målinger af kommunerne som samlede organisationer (det mest gængse er bare at antage, at hvis kommunerne bruger mange penge, så har de nok høj service – hvilket vi finder ikke er tilfældet). Vores metode er skræddersyet til at lave sådanne sammenvægtninger af mange forskellige indikatorer," skriver Jesper Wittrup, der har skrevet forskningsrapporten sammen med CBS-duoen Dr. merc. og professor i anvendt mikroøkonomi Peter Bogetoft, og postdoc Lasse Læbo Matthiesen.

Fakta: Analysen ”De danske kommuners service og produktivitet 2009-21”

  • Analyse af serviceniveau og produktivitet blandt danske kommuner i årene 2009-2021

  • 94 kommuner er omfattet af undersøgelsen – de fire mindste ø-kommuner Læsø, Fanø, Samsø og Ærø, er udeladt, da de har under 10.000 indbyggere og kan have afvigende værdier, der kan påvirke analysens data.

  • Kommunernes produktivitet er beregnet ved at anvende et input i analysemodellen, der afspejler, om kommunen bruger flere eller færre penge, end man kan forvente ud fra kommunens demografiske og socioøkonomiske faktorer.

  • Som output har forskerne brugt ikke mindre end 55 indikatorer fordelt på 11 forskellige serviceområder: Dagtilbud, skoler, fritidsordninger, børn med særlige behov, voksne med særlige behov, sundhed og genoptræning, ældrepleje, sundheds- og tandpleje, beskæftigelsesindsatser og overførselsindkomster, vejvæsen og kulturtilbud (Se oversigt over samtlige serviceindikatorer længere nede)

  • Mange af indikatorerne er justeret for borgernes socioøkonomiske baggrund ved brug af individ-data.

  • Analysen indeholder – udover de samlede vurderinger af kommunerne – også separate afsnit om udviklingen af serviceniveauet og produktiviteten indenfor dagtilbud, skoler, ældrepleje, andre services (som omfatter fritidsordninger, børn med særlige behov, voksne med særlige behov, sundhed og genoptræning, ældrepleje, sundheds- og tandpleje, beskæftigelsesindsatser og vejvæsen og kulturtilbud (herunder biblioteker).

  • Analysen anvender kommunernes nettoregnskabsudgifter. Det vil sige, at der både er medtaget driftsudgifter og refusion fra staten samt f.eks. forældrebetaling i daginstitutioner.

  • Derudover er kommunernes centrale administrative udgifter, så vidt muligt regnet ind under det serviceområde, hvor de hører til, mens udgifter til f.eks. den centrale løn stab eller it-afdeling er fordelt forholdsmæssigt ud på de 11 serviceområder.

  • For hver kommune er der fundet en vægtning af de 55 indikatorer, som stiller kommunen i bedst mulige lys. Metoden kaldes i international forskning en benefit-of-doubt metode.

  • Analysen er en del af forskningsprojektet ”Public Sector Practices and Performances”

Kilde: Rockwool Fonden

13 år med geografiske forskelle

Forskningsprojektet undersøger produktivitetsforskellene i perioden fra 2009 til 2021. Med den valgte metode, der vægter serviceindikatorerne, sådan at kommunerne sættes i det bedst mulige lys, når forskerholdet frem til, at "de mest effektive kommuner får 20-25 % mere service for pengene end de mindst produktive. Blandt de mest produktive kommuner er Vejle, Middelfart og Herning, mens Albertslund, Ishøj og Ballerup kommuner får langt mindre service for pengene," står der i opsummeringen.

Ud af de ti kommuner med højest produktivitet ligger de ni vest for Storebælt - med Næstved Kommune som eneste sjællandske repræsentant.

I bunden med et produktivitetsindeks under 0,9 er 15 kommuner på Sjælland samt Lolland og Langeland.

Mange højtuddannede er en fordel - på sin vis

Forskerne har i et opfølgende arbejdspapir sammenlignet produktivitetsresultaterne med andre faktorer. De fandt, at kommuner, der er mest produktive, har lav befolkningstæthed, mange højtuddannede i befolkningen og et lavt antal børn af enlige forsørgere.

Fordi der er en tendens til, at de mest effektive kommuner ligger i Vestdanmark, hvor befolkningstætheden samtidig er lav, har forskerne undersøgt, hvad der sker, når man neutraliserer effekten af geografien, dvs. når man undersøger nabokommuner.

Her bekræftes det, at der er en korrelation til for eksempel sygefravær og antallet af akademikere, mens der ikke længere er tendens til højere produktivitet i kommuner med lav befolkningstæthed.

I rapporten konkluderes det således, at "overordnet set er kommuner med en høj andel af højtuddannede mere produktive, så længe kommunen ikke ansætter disse indbyggere til at arbejde for sig (oversat fra engelsk, red.)," skriver NB-Økonomi i en historie om, hvad der - ifølge forskerne - kendetegner en effektiv kommune.

Produktiviteten på velfærdsområderne

NB-Kommune skrev i går om serviceforskellene i kommunerne inden for de store velfærdsområder. På kortene herunder skitseres produktivitetsforskellene, som tilsyneladende er mest udtalte i ældreplejen.

Sidst opdateret: 12/12/2024 - 12:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]