
To tidligere ledere har fået medhold ved voldgiftsretten i, at de ikke bør være blevet fyret. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
To ledere blev uretmæssigt fyret efter overgrebssag på skole
Voldgiftsretten har konkluderet, at to ledere på skole i Rudersdal ikke burde have været fyret, da sag om mistanke om overgreb af lærervikar kørte. Politiet droppede senere sigtelsen mod vikaren pga. manglende beviser.
Udgivet: 10/12/2024
To tidligere ledere handlede inden for rammer af deres saglige skøn, og skulle derfor ikke have været fyret, da sag om en lærervikar, som havde begået overgreb på elever, opstod.
Det er afgjort ved voldgiftsretten d. 4. december, oplyser Rudersdal Kommune.
Lederne har fået medhold i, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for afskedigelse og derfor får de kompensation.
"Rudersdal Kommune følger naturligvis kendelsen og er på vegne af de to tidligere ledere kede af den oplevelse, de har været igennem. Kommunen har fulgt den juridiske rådgivning, der er modtaget i sagen, og vil nu forholde sig nærmere til afgørelsen og dens potentielle konsekvenser," står der i pressemeddelelsen.
"Rudersdal Kommune ved, at det har været og er en ulykkelig sag, som har sat spor hos børn, forældre og ansatte. Vi er kede af det på alle involveredes parters vegne og ser nu frem til, at skolen får ro til at fortsætte det gode arbejde med at skabe en skole med læring og trivsel for alle elever," afsluttes det.
Sagen er fra sidste år, hvor en lærervikar blev sigtet for overgreb mod børn på Søholmskolen. Dog droppede politiet sagen i juli, da man ikke havde tilstrækkelige beviser, skrev Ritzau.
Advokatundersøgelse
I september sidste år blev manden på 27 år varetægtsfængslet med mistanke om voldtægt af en pige under 15 år.
Overgrebet skulle have fundet sted på Søholmskolens afdeling Bistrup i Birkerød, og senere blev sigtelsen mod manden udvidet til også at omhandle overgreb begået på skolens Toftevang-afdeling.
Senere samme måned oplyste Rudersdal Kommune, at den oprettede en hotline og havde bedt et advokatfirma om at igangsætte en advokatundersøgelse. Kommunaldirektør Birgitte Lundgren kaldte det "en meget ulykkelig og frygtelig sag" og sagde, at det fulde omfang endnu ikke var kendt.
Undersøgelsen skulle se på skoleledelsens og kommunens håndtering af den tidligere vikars mulige krænkelser og overgreb på "en række elever".
I januar oplyste kommunen i en pressemeddelelse, at advokatfirmaet Poul Schmidt rettede kritik af den daværende ledelse på skolen for ikke at have handlet tilstrækkeligt på indberetninger fra elever, forældre og medarbejdere om vikarens formodede upassende opførelsen.
Men ledelsens handlemåde var ifølge advokatfirmaet ikke i strid med straffeloven og burde således ikke politianmeldes. Kommunens forvaltning havde ifølge advokatundersøgelsen i meget begrænset omfang fået information om vikarens adfærd, og den havde handlet tilstrækkeligt.
Dog skulle den have fulgt bedre op på beredskabsplaner, lød det i konklusionen i januar, skrev Ritzau i juli.
Sidst opdateret: 10/12/2024 - 12:12












































