
Man kan ikke tilgå flere kommuners hjemmesider. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Nedbrud på flere kommuners hjemmeside
Flere kommuners hjemmesider har været ramt af et nedbrud, der har gjort hjemmesiderne umulige at tilgå. To kommuner melder ud, at de har været ramt af et hackerangreb.
Udgivet: 09/12/2024
Mandag morgen har en lang række kommuners hjemmesider været ramt af nedbrud. Der har blandt andet været tale om Frederiksberg, Haderslev, Frederikshavn, Aarhus, Esbjerg, Horsens, Næstved og Vejle kommuners hjemmesider, og det er endnu uvist hvad fejlmeldingen skyldes.
Også KL's hjemmeside er utilgængelig.
Både Esbjerg og Vejle Kommuner har meldt ud, at der har været tale om et hackerangreb.
"Nedbruddet skyldes et DDoS-angreb. DDoS-angreb fungerer ved at oversvømme hjemmesider med store mængder trafik på kort tid med det formål at lamme serverressourcer, hvilket får webstedet til at gå ned," skriver Vejle Kommune på Facebook, mens Esbjerg Kommune har meldt ud i JydskeVestkysten, at der er tale om et 'slow attack', hvor hjemmesidens søgefunktion bliver overbelastet.
Haderslev Kommune har til JydskeVestkysten afvist, at der er tale om et hackerangreb. Her skulle problemet i stedet skyldes en fejl hos hjemmesideleverandøren.
Mandag formiddag ved 12.20-tiden er hjemmesiderne oppe at køre igen.
Sidst opdateret: 09/12/2024 - 11:23












































