Forvaltning sendte alle skoleledelser på kursus i mediehåndtering
Mellem 50 og 60 skoleledere fra Kolding Kommune deltog i medietræning med fokus på krisehåndtering, efter at pressen rettede søgelyset mod flere lokale og nationale sager om skoler med store trivselsproblemer.
Udgivet: 09/12/2024
Mellem 50 og 60 ansatte i skoleledelserne i Kolding Kommune deltog tidligere på efteråret på et todageskursus om mediehåndtering.
Det skriver fagbladet Folkeskolen.
Kurserne var arrangeret af kommunen som en konsekvens af, at lokale medier gennem længere tid har fulgt sager på skoler, hvor ledelsen og forvaltningen med skolechef Karen Albrechtsens ord fik en fornemmelse af at være "fanget i mediernes dagsorden", mens historien rullede.
“Jeg har selv stået i situationen, hvor man vågner klokken fire om morgenen og lige skal tjekke, om vi er på forsiden igen i dag. Det gør noget ved folk, og det betyder også noget for det psykiske arbejdsmiljø for både ledere og medarbejdere”, siger skolechefen til Folkeskolen.
Kurset foregik over to dage, hvor dag 1 var afsat til krisehåndtering, mens den anden kursusdag drejede sig om at få skolernes gode historier ud til medierne.
Beredskabsplan for møgsager
Et af rådene til skolelederne var, at man på hver skole bør lave en beredskabsplan, så alle ved, hvad der skal gøres, når en dårlig historie rammer skolen. En af deltagerne har taget anbefalingen til sig og minder om, at sagerne fra skolerne i Borup og Agedrup (i hhv. Køge og Odense kommuner) understreger, hvor stort presset kan være.
"Det sker jo fra tid til anden, at skoler bliver ramt af en dårlig historie. Det var derfor, at vi alle sammen var så påvirkede, da sagerne om Borup Skole og Agedrup kørte i medier, for der var nok ikke en eneste skoleleder, der ikke spurgte sig selv, 'kunne det ske på min skole?' Og sandheden er, at det kunne ske på stort set alle skoler”, siger Per Rudbæk, skoleleder på Vamdrup Skole, til Folkeskolen.
Han tilføjer, at det fejlagtigt kan blive betragtet som fejhed, når skoler og forvaltninger nægter at udtale sig, da sager om personalet eller eleverne begrænser, hvad skolerne kan udtale sig om.
Svær sag om harampoliti blandt elever
I Kolding Kommune var Munkevængets Skole i 2023 i søgelyset hos pressen, som berettede om, at en gruppe elever opførte sig "aggressivt, truende og grænseoverskridende over for de ansatte", og at der blandt eleverne var udfordringer med udøvelse religiøs, social kontrol og en form for ”haram-politi”. Skolelederen på skolen, hvor tre ud af fire elever har tosproget baggrund, blev fyret i april, skrev JydskeVestkysten.
Debattørerne på skolemediets hjemmeside er dog langtfra enige i, at strategisk medietræning med krisehåndtering og fokus på skolernes gode historier er noget, som kommuner og skoler bør bruge ressourcer på.
"Folkeskolen skal ikke agere som et privat firma, der skal forsvare sine forretningsinteresser. Den skal være i dialog med borgerne uanset hvad. Der er ikke den forståelse, der ligger bag dette tiltag," lyder det eksempelvis fra skoledebattør og pensioneret lærer Niels Chr. Sauer i kommentartråden til artiklen hos Folkeskolen.
Sidst opdateret: 12/12/2024 - 21:05












































