I zonerne kan der udelukkende køre elbiler og andre nulemissionskøretøjer.

I zonerne kan der udelukkende køre elbiler og andre nulemissionskøretøjer. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kommuner kan snart forbyde fossile køretøjer i udvalgte zoner

De første permanente nulemissionszoner i Europa kan være på vej i Danmark, da et bredt flertal bag ny lov giver kommuner hjemmel til at forbyde forurenende køretøjer - men kun i mindre, afgrænsede områder.

Udgivet: 04/12/2024

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Med ønske fra flere kommuner kommer nu muligheden for at lave såkaldte nulemissionszoner. Det betyder, at kommuner må forbyde køretøjer på fossile brændstoffer. Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er blevet besluttet af et bredt flertal mellem regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, som har vedtaget den nye lov.

Hensyn til trafikken

Loven sætter en række rammer for, hvordan zonerne kan etableres. Det skal være mindre zoner, så det er muligt at parkere sin bil og derefter for eksempel cykle eller tage kollektiv transport resten af vejen.

Der kan højst etableres én zone i hver kommune, fremgår det af loven, der blev vedtaget tirsdag.

Dertil må zonerne ikke skabe "uforholdsmæssig meget mertrafik ved omvejskørsel" og de må ikke omfatte "det strategiske vejnet", altså de mest centrale hovedveje på tværs af landet.

Der er to modeller, som kommunerne kan indføre. En som omfatter persontrafik, eller en som omfatter al trafik, også varetransport.

Flere af de store kommuner, Aarhus og København, allerede arbejder på at afsøge, hvor man kan etablere nulemissionszoner. I disse zoner vil der være adgang til elbiler og andre fossilfrie køretøjer.

Begrænsningen om, at zonerne skal opføres i "et afgrænset byområde" er dog ikke helt i tråd med meldingerne fra landets to største kommuner, hvor borgmestre har udtrykt ønske om at forbyde benzin- og dieselbiler i store dele af byerne.

Fik du læst?

Borgmester vil forbyde benzin- og dieselbiler i byen inden 2030

Aktuelt findes der ikke permanente nulemissionszoner i Europa.

”Trafikken er én af de største kilder til forurening i byerne. Særligt i myldretiden er luftforureningen fra trafikken dominerende på vores travle gader. Med denne lov giver vi nu alle landets kommuner mulighed for at indføre zoner, hvor der ikke må køre fossile køretøjer. Det kan bidrage til reducere den lokale luftforurening og give renere luft til borgerne i området,” siger miljøminister Magnus Heunicke.

Lovændringen træder i kraft 1. januar 2025.

Fik du læst?

Forsker: Giv kommunerne gulerod eller pisk i forhold til at indføre elbiler

Sidst opdateret: 04/12/2024 - 10:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]