
Skal kommunerne have økonomisk tilskud til at skifte over til elbiler? Det spørgsmål rejser forsker. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Forsker: Giv kommunerne gulerod eller pisk i forhold til at indføre elbiler
Kommunerne kan med fordel få et økonomisk incitament til hurtigere at udskifte fossilt drevne biler til elbiler. Det vurderer forsker. Netop økonomien sætter en bremse på den grønne omstilling, lyder det fra kommune.
Udgivet: 29/08/2023
Ofte står kommunerne i et økonomisk dilemma, når talen falder på at skifte benzin- og dieseldrevne biler ud med elbiler. For hvorfor skifte hvis det betyder, at der skal spares på andre ting i kommunen?
Det dilemma mener kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, at man skal gøre noget for at hjælpe kommunerne ud af. Ifølge DR foreslår Roger Buch, at regeringen enten kunne give et økonomisk tilskud, hvis kommunerne skifter over til elbiler - eller presse kommunerne økonomisk ved at sætte en afgift på, hvis de vælger biler med fossile brændstoffer.
"Hvis regeringen gav kommunerne en hjælpende hånd, er der ingen tvivl om, at flere kommuner ville vælge elbiler," siger Roger Buch til DR.
En af de kommuner, der står nu med overvejelserne om flere elbiler eller ej, er Hjørring. Den nordjyske kommune har cirka 150 biler i ældreplejen, hvor omkring 100 er forholdsvis nye elbiler. Målet i kommunen er, at de sidste 50 biler også skal skiftes til elbiler. Spørgsmålet er dog, om kommunen skal gøre det nu eller vente en årrække, hvor de fortsætter i benzinbilerne.
"Vi sparer penge ved at vente med at lave overgangen til elbiler, men til gengæld kører vi i benzinbiler. Det er krydsfeltet, vi står i som kommune, hvor den grønne omstilling har en økonomisk pris her og nu," siger borgmester Søren Smalbro (V) fra Hjørring Kommune til DR.
Ifølge Roger Buch spiller økonomien selvfølgelig en rolle i forhold til at stille om til elbiler. Men der er også meget politik i det:
"Nogle kommuner har over 50 procent elbiler, mens der er en del kommuner, der har nul procent elbiler. Det er ikke økonomien, der er hovedforklaringen her. Der er også nogle politiske valg. Synes man, at det er vigtigt?" siger Roger Buch til DR.
Sidst opdateret: 29/08/2023 - 09:11
Emner: Klima, Hjørring Kommune, Elbiler









































