
Mattias Tesfaye (S), børne- og undervisningsminister, mener, at kommunerne bør overveje, om der virkelig er brug for så mange pædagogiske koncepter i institutionerne. - Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix (arkiv)
Minister: Kommuner bør tage stilling til, om de kan fjerne krav i daginstitutioner
Antallet af pædagogiske koncepter vokser i kommunerne. BUPL mener, at det skaber bureaukrati, og børne- og undervisningsminister opfordrer kommunerne til at overveje, "om der virkelig er brug for så mange koncepter”.
Udgivet: 02/12/2024
Hele 68 kommuner har 10 eller flere pædagogiske koncepter i gang på daginstitutionsområdet. Det er en stor stigning fra 2014, hvor det kun gjaldt for 26 kommuner. Ifølge fagforeningen BUPL er det med til at skabe bureaukrati i kommunerne i form af skemaer og tjeklister.
Det skriver Danske Kommuner på baggrund af en ny kortlægning fra forsker og lektor Christian Aabro fra Københavns professionshøjskole.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at kommunerne bør overveje, om der overhovedet er brug for alle de koncepter. Udover, at det ifølge pædagogernes fagforening skaber bureaukrati, trækker det også yderligere tid væk fra børnene, fordi pædagoger kan ende med at skulle på kurser i at håndtere koncepterne.
"Det er vigtigt, at kommunerne tager stilling til, om de kan fjerne yderligere lokale proces- og dokumentationskrav, så tiden kan bruges med børnene i stedet for på skemaer. Og at de overvejer, om der virkelig er brug for så mange koncepter,” skriver børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye via pressetjenesten til NB-Økonomi.
SVM-regeringen har som målsætning, at både kommuner, regioner og stat skal reducere mængden af unødvendig bureaukrati. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har eksempelvis været med til i samarbejde med KL at ændre en statslig lov, som træder i kraft 1. januar 2025, som blandt andet handler om, at fjerne "krav til den pædagogiske læreplan og til kommunernes beskrivelse af tilrettelæggelse af tilsyn med dagtilbud..." KL har længe ønsket, at regeringen skal fjerne statslige krav.
”Regeringen har fjernet en række regler og dokumentationskrav, så det pædagogiske personale får mere tid sammen med børnene," skriver Tesfaye.
Kommunerne skal beholde frihed
Men de pædagogiske koncepter er ikke et statsligt krav. Det er noget, som kommunerne selv køber og ruller ud på deres daginstitutioner, hvilket BUPL længe har været kritisk overfor.
Mattias Tesfaye ønsker trods kritik af koncepter, at kommunerne skal beholde deres frihed til selv at bestemme.
"Kommunerne har frihed til at gøre tingene forskelligt. De har et ansvar for, at dagtilbuddene understøtter, at personalet kan bruge deres faglighed i det pædagogiske arbejde med børnene," skriver han.
Flere kommunaldirektører har tidligere slået fast, at kommunerne har en del selvskabt bureaukrati, som de kan fjerne. Det er dog en langvarig proces. Derudover skal man også være opmærksom på, at nogle pædagogiske koncepter kan være gavnlige for børnene, hvis det opfanger og er med til at forbedre deres sprog, trivsel, læring eller andet.
Formand for KL's børne- og undervisningsudvalg Christina Krzyrosiak Hansen (S), der også er borgmester i Holbæk Kommune, siger til Danske Kommuner, at koncepterne skal give mening lokalt, men at hun gerne går i dialog med BUPL, om der er konkrete koncepter, der skaber mere bureaukrati end bidrager til faglighed.
"Det er klart, at de metoder, man vælger at bruge, også skal give mening lokalt for personalet. Men jeg er ikke enig i, at de pædagogiske metoder sætter den faglige dømmekraft ud af spil. Tværtimod kan systematik og faglige metoder hjælpe personalet i deres mange pædagogiske valg hver dag," udtaler Christina Krzyrosiak Hansen.
Sidst opdateret: 02/12/2024 - 13:42













































