
Tonni Hansen, Frank Jensen og Kenneth Muhs ønsker ikke, at deres kommuner sammenlægges med andre. - Foto: Befunky: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix & Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Borgmestre afviser kommunesammenlægninger: "Det er ikke størrelsen, den er gal med"
Der er ikke megen begejstring at spore hos borgmestre, når snakken falder på kommunesammenlægninger. En borgmester kalder det for 'tæt på tåbeligt' at lægge kommuner sammen for at løse en kommunes problemer. Flere mener, at det i virkeligheden er udligningen, den er gal med.
Udgivet: 26/11/2024
Guldborgsunds Simon Hansen (S) og Lollands Holger Schou Rasmussen (S), er ikke de eneste borgmestre, der er skeptiske ved idéen om kommunesammenlægninger.
NB-Kommune har talt med borgmester på Langeland Tonni Hansen (SF), borgmester på Fanø Frank Jensen (R) og Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V), der alle tre afviser, at en kommunesammenlægning vil være gavnligt for deres kommuner.
"Det er jo tæt på at være tåbeligt," siger Tonni Hansen med henvisning til idéen om, at en kommunesammenlægning vil kunne løse de økonomiske udfordringer på Langeland (12.088 indbyggere).
Han har hørt snakken om, at indlemmelsen i en større kommune skulle være løsningen på alverdens kommunale problemer, og han har set sammenlægninger ført ud i livet. Det har dog snarere skabt problemer frem for at løse dem, fortæller han.
"Det er ikke kommunernes størrelse, den er gal med - det er finansieringen af kommunerne, den er gal med, og dermed også udligningsordningen," siger borgmesteren på Langeland.
På Fyn ser Kenneth Muhs heller ikke, at det vil gavne Nyborg Kommune (32.322 indbyggere), hvis den skulle blive sammenlagt med nabokommunen Kerteminde (23.927 indbyggere).
"Hver gang vi løber ind i et problem, så starter vi typisk med at sige, at vi laver en ny organisation. Men lige der mangler vi at få ændret, hvad der er årsagen, og det er jo udligningsreformen," siger han.
Op til Christiansborg
I sidste uge afviste Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen idéen om, at hans kommune skulle sammenlægges med nabokommunen Guldborgsund. Hvis det skulle komme på tale, skulle det være Christiansborg, der tager initiativ til en ny kommunalreform, lød hans budskab i Folketidende.
Samme melding fik NB-Kommune tilbage i September, da Fanø-borgmester Frank Jensen i forbindelse med budgetforhandlingerne kommenterede på en eventuel kommunesammenlægning med Esbjerg.
"Det her med smådriftsulemper er jo ikke en Fanø-ting. Det rammer alle små kommuner. Det gælder også Dragør, Langeland, Ærø og Samsø. Så skulle nogen sige, at de ville lave en helt ny kommunalreform," siger han.
"Det har jeg ikke hørt nogen på Christiansborg tale om."
Frank Jensen bemærker, at han tvivler på, at Esbjerg overhovedet ville sige ja til en sammenlægning med Fanø Kommune (3.307 indbyggere). Esbjerg er nemlig heller ikke en rig kommune og ville skulle overtage en milliongæld fra naboen.
"To fattige kommuner bliver ikke rige af at blive gift med hinanden," siger han og tilføjer:
"Det vil stadig være dyrere at drive en lille skole, et lille plejehjem og en enkelt lille busrute. Så det løser jo ikke problemerne."
Lidt anderledes er holdningen i Nordjylland, hvor Rebild Kommunes borgmester Jesper Greth (V) i slutningen af september fortalte til NB-Økonomi, at han er åben for, at regeringen kigger på muligheden for kommunesammenlægninger, når udligningssystemet alligevel skal ses efter i sømmene.
"Det kunne være et tidspunkt, man skal bruge nu, når man kaster udligningssystemet op i luften. Skulle man så ikke give det en tanke, om vi som kommuner ser for forskellige ud i forhold til de ændringer, der er i samfundet, og de forventninger, der er til os," sagde borgmesteren i Rebild (30.933 indbyggere).
Sidst opdateret: 26/11/2024 - 12:02












































