
Borgmestrene i Aarhus og Odense vil tage del i forsøg med gratis skolemad, mens børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på fredagens pressemøde beskrev sig selv som ”kæmpestor tilhænger af skolemad”. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Kommunalpolitikere jubler over skolemad - lærere forstår ikke politikernes prioritering
I mange kommuner udviser byrådsmedlemmer interesse for at lægge billet ind på gratis skolemad, der skal afprøves som et forsøg fra næste skoleår. Danmarks Lærerforening kalder partiernes prioritering "dybt, dybt beklagelig".
Udgivet: 25/11/2024
Et storskalaforsøg med skatteyderbetalt skolemad skal rulles ud fra næste skoleår og frem til 2028, besluttede partierne bag finanslovsaftalen. I kommunerne er der stor tilfredshed med fredagens nyhed om forsøget, der kommer til at koste 250 mio. kr. om året, hvilket ifølge finansministeren vil række til at forsyne mindst 20.000 elever med skolemad.
Den nye borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold (S), kalder det en fantastisk nyhed, at partierne bag finansloven sender "en håndsrækning til kommunerne".
"Jeg vil kæmpe for, at Aarhus bliver en del af forsøgsordningen, så vi kan servere gratis skolemad til vores børn og unge. Skolemad er ikke bare benzin til skoledagen, men lige muligheder for læring, fællesskab og hjælp til forældre - især økonomisk trængte. Nu skal vi bare i gang," siger borgmesteren i en pressemeddelelse.
Også i Odense vil den socialdemokratiske borgmester lægge billet ind og finde skoler, der kan søge om at blive del af forsøget.
"Det vil helt sikkert gøre hverdagen bedre for flere børn og lettere for deres forældre. Dertil vil det helt sikkert være med til at gøre folkeskolen mere attraktiv," siger Peter Rahbæk Juel (S) til Fyens Stiftstidende, der oplyser, at flere fynske skoler har indført skolemad mod forældrebetaling.
Samme meldinger lyder fra Fredericia, hvor politikere fra Venstre til Enhedslisten udtaler sig positivt om muligheden for gratis skolemad på kommunens skoler.
"Det skal vi lægge billet ind på i Fredericia. Der er lagt op til et forsøg, hvor nogle kommuner kan få det fuldt finansieret fra starten. Den mulighed skal vi gå efter," siger Pernelle Jensen (V), som planlægger at rejse en initiativsag i byrådet om skolemad, til Fredericia Dagblad.
Dybt beklagelig prioritering
Skolemadsforsøget får en mere kølig modtagelse hos skolelærerne. Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen mener, at pengene (854 millioner kroner i årene 2025-28) kunne bruges meget bedre.
"Folkeskolen står med massive problemer på inklusionsområdet, og der er elever, som ikke befinder sig særlig godt i skolen og har brug for noget andet og mere, end vi kan give dem i dag. Der mangler overskud hos både lærere, elever og forældre, der mangler resurser, og en femtedel af underviserne i folkeskolen har ikke en læreruddannelse. På den baggrund er det en dybt, dybt beklagelig politisk prioritering at bruge penge på skolemad,” siger han til fagbladet Folkeskolen.
Foreningerne på skoleområdet er særligt utilfredse med, at der med finanslovsaftalen gennemføres en besparelse på ca. 40 millioner kroner (svarende til 20 procent af budgettet) hos Center for Undervisningsmidler (CFU), der udlåner alle typer af læremidler til alle landets skoler og ungdomsuddannelser.
”Det hænger slet ikke sammen med at ville have en mere analog skole. CFU er nogle af dem, som understøtter skolen allermest. Ikke blot med læremidler, men også med skoleudvikling og kompetenceudvikling. Det kan virkelig undre mig”, siger Dorte Andreas, der 1. december tiltræder som formand for Skolelederforeningen.
Fredag eftermiddag kom det frem, at Finansministeriets seneste beregninger viser, at det vil koste ca. 5,6 milliarder kroner om året at indføre gratis skolemad i hele landet. Finansieringen af forsøget rækker således til knap en tyvendedel af de samlede udgifter.
Tallene skal ses i forhold til, at de samlede udgifter til folkeskolen er cirka 50 milliarder kroner om året.
Sidst opdateret: 25/11/2024 - 12:05












































