
KL protesterer i sit høringssvar over både processen og afskaffelsen af kommunernes mulighed for selvbudgettering. - Foto: Pressefoto fra KL
KL afgiver skarpt høringssvar om afskaffelse af selvbudgettering
KL protesterer over både processen og forslaget om at afskaffe kommunernes mulighed for selvbudgettering. Håndsrækningen til de 16 kommuner, der valgte statsgarantien i 2024, kvitterer KL for.
Udgivet: 12/11/2024
Kommunernes Landsforening (KL) tager skarpt afstand fra hastværket i forbindelse med lovforslaget om afskaffelse af muligheden for selvbudgettering. Efter regeringens udmelding sidste onsdag d. 6. november har der været tre arbejdsdage inden fristen for høringssvar i går d. 11.
KL peger på, at de ikke har været involveret i analyser eller drøftelser af alternative løsninger af udfordringerne, og at forslaget vil have store konsekvenser for rammerne for den kommunale økonomi og kommunestyret.
KL's administrerende direktør Kristian Vendelbo nævnte i et interview med NB-Økonomi i går:
"Der er fuldstændig et fravær af analyser og konsekvensberegninger. Normalt ville man sætte nogen til at analysere på den tanke, men man skrider lige ud i det med en ultrakort høringsfrist. Man leder også lidt forgæves efter analyserne i lovbemærkningerne. Det er klart, det synes jeg er helt uforståeligt," siger Vendelbo, der selv har en fortid som departementschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Den del af lovforslaget, der handler om, at de 16 kommuner på statsgarantien skal have lov at vælge om, anerkender KL er vigtigt at få afklaret hurtigt.
Til gengæld protesterer KL mod både afskaffelsen af selvbudgettering, argumentationen for at der er et behov og de manglende overvejelser om mulige modeller og konsekvenserne af den valgte model.
Lovforslagets motivation
Af lovforslagets bemærkninger fremgår det nemlig, at en del af begrundelsen for at afskaffe selvbudgettering er, at der kan være en tendens til, at kommuner spekulerer i at blive reddet, hvis selvbudgettering kommer til at koste for meget. Der henvises til corona-året 2020, hvor fire kommuner fik lov at vælge om fra selvbudgettering til statsgaranti.
Det harmonerer dog ikke med de mange kommuner, der fortæller, at de vælger selvbudgettering netop for at minimere et tab, som de ville få, hvis de valgte statsgaranti. Et tab, der hænger sammen med, at den økonomiske prognose, der ligger til grund for statsgarantien, tegner til at have været for pessimistisk. Både i 2024 og 2025 er prognosen for skattegrundlaget blevet opjusteret fra maj til august, med henholdsvis 19 og 14 mia. kr.
Statsgarantien fastlåses i maj, mens kommunalbestyrelserne senest i oktober skal afgøre, om kommunen skal selvbudgettere eller vælge statsgarantien.
Konsekvenser af en afskaffelse
KL efterlyser analyser og dialog, så der er et kvalificeret beslutningsgrundlag og klarhed over konsekvenserne i forbindelse med en så stor ændring. Af høringssvaret fremgår det:
"Med obligatorisk statsgaranti vil regeringen påtage sig et entydigt ansvar for at indtægtsbudgettere for den enkelte kommune, uden at kommunalbestyrelsen har mulighed for at inddrage lokale forhold, som måtte afvige fra en landsgennemsnitlig betragtning. Dermed vil man centralisere beslutningen og lade det være op til embedsmænd i staten at fastlægge indbyggertal og udskrivningsgrundlag for alle kommuner uanset, at det har vist sig, at staten både i 2024 og 2025 har skønnet grundlaget betydeligt for lavt i fastlæggelsen af statsgarantien."
KL er på bølgelængde med Solrød-borgmester Emil Blücher, der i NB-Kommune i går kritiserede regeringens lovforslag og betegnede det som "slet og ret dårlig politik."
Sidst opdateret: 12/11/2024 - 12:13
Temaer: Selvbudgettering













































