Borgmestrene Tobias Birch Johansen (V) fra Læsø, Michael Fenger (K) fra Gentofte og Henrik Rasmussen (K) fra Vallensbæk har meget forskellige holdninger til selvbudgettering.

Borgmestrene Tobias Birch Johansen (V) fra Læsø, Michael Fenger (K) fra Gentofte og Henrik Rasmussen (K) fra Vallensbæk har meget forskellige holdninger til selvbudgettering. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (t.v.) og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (midten og t.h.).

Borgmestre er uenige om ulemper ved selvbudgettering

Mens én borgmester kalder udligningssystemet for "forkert, uretfærdigt og tåbeligt" og selvbudgetteringsmodellen for "tosset", så mener en anden borgmester, at mekanismen i selvbudgettering virker.

Udgivet: 10/10/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Selvbudgettering var tidligere ikke det store samtaleemne i kommunerne, fordi relativt få vælger den model. Men den gode økonomi på landsplan har fået flere kommuner til i både 2024 og 2025 at gå efter en selvbudgetteringsgevinst, hvilket giver store milliontab for kommuner, som vælger statsgarantien.

Borgmesteren i Gentofte Kommune er træt af den situation, systemet sætter kommunalbestyrelserne, når de skal påtage sig en risiko og vælge imellem, hvad der i nogle tilfælde er pest eller kolera. Det skriver NB-Økonomi.

"Selvbudgettering var noget, man i tidernes morgen har lavet for vækstkommuner, men nu er vi alle nødt til at hoppe på, selvom ingen af os ønsker det, fordi vi påtager os en risiko, som ingen har lyst til. Men man mister for mange penge på ikke at gøre det, og det er dét, som er åndssvagt. Det er selvbudgetteringsmodellen, der er tosset," siger den konservative borgmester Michael Fenger fra Gentofte Kommune.

Hans partifælle på borgmesterkontoret i Vallensbæk Kommune har et andet syn på sagen og er ikke enig i, at selvbudgettering ikke fungerer.

"Du kan altid finde et problem ved alle løsninger. Vi har også tabt ved selvbudgettering. Mekanismerne virker fint nok," siger Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk.

"Det kan godt være en gambling, for jeg har også tabt på selvbudgettering. Sådan er det jo."

Den gunstige økonomi har skabt en sneboldseffekt af selvbudgetterende kommuner, hvoraf en stor del alene gør det for at minimere deres tab, fordi gevinster på selvbudgettering skal dækkes af alle kommuner under ét. Her er det især kommuner, der har valgt statsgarantien, som bliver klemt, fordi de ikke har en gevinst at modregne tabet i.

Det betyder helt lavpraktisk, at de få kommuner, som ikke har valgt selvbudgettering, men i stedet statsgarantien, står til at miste mange millioner kroner.

Udligningssystemet er uretfærdigt

Ifølge Gentoftes borgmester er det hele udlignings- og tilskudssystemet, som grundlæggende er uretfærdigt.

"Vi er nødt til at lave systemet om, fordi der er nok penge i systemet til, at vi alle sammen kan få vores anlægs- og servicerammer fyldt ud. Der er mange, der ikke får det nu, fordi finansieringen er skør, også på grund af selvbudgettering. Der er overfinansiering alt i alt, men fordi det bliver fordelt skævt, så er der nogle kommuner, der får alt for mange penge i likviditet, og andre, der får alt for lidt," siger Michael Fenger.

"Vi har et udligningssystem, der ikke fungerer. Der er masser af tossede ting i det, som giver en underlig adfærd, som ikke var tilsigtet. Selvbudgettering er endnu et godt eksempel på det."

Det er borgmesteren på Læsø helt enig med Michael Fenger i.

"Udligningen er en sag for sig selv, det er en model, der ikke er ordentlig og retfærdig. Det synes jeg også, er udmeldingen fra regeringen, at det skulle man tage fat i og kigge på inden 2027," siger Tobias Birch Johansen (V), borgmester på Læsø.  

Han tilføjer, at det er på tide, og at man er nødt til at finde en model for de yderste kommuner, som passer bedre.

"Det vil sige dem i toppen og dem i bunden, hvor der er en form for topudligning og en bundudligning," siger Tobias Birch Johansen.

"Man skal også se det i sammenhæng med den nye sundhedsreform, hvor man vil flytte nogle midler mellem kommuner, stat og regioner, det påvirker jo også udligningen."

Læsø Kommune er en af ganske få kommuner, der ikke kommer til at selvbudgettere i 2025.

Sidst opdateret: 10/10/2024 - 07:45

Temaer: Selvbudgettering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]