I 16 kommuner kan politikerne ånde lettet op: Slipper for truende kæmperegning

16 kommuner står til at få forbedret økonomien med i alt 780 mio. kr., fordi regeringen har lyttet til borgmestre og tillader et skifte til selvbudgettering. Regningen kan blive fordelt mellem de 82 selvbudgetterende kommuner.

Udgivet: 06/11/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Regeringen lægger op til at afskaffe selvbudgettering som en mulighed for kommuner, efter at systemet for kommuner med begrænset eller ingen vækst har efterladt byrådet med et valg mellem pest og kolera.

Dagens nyhed indebærer også, de 16 kommuner, der oprindeligt valgte statsgaranti i 2024, får mulighed for at ændre deres beslutning og overgå til selvbudgettering.

Disse kommuner vil alle kunne se frem til, at deres tab bliver væsentligt reduceret, når regeringen gør det muligt for dem at vælge om. Det viser beregninger fra it-konsulenthuset Dataproces, skriver NB-Økonomi.

Kommuner som Frederikshavn og Hjørring, der begge valgte statsgaranti ved budgetlægningen for 2024, havde kurs mod at tabe over 100 millioner kroner i 2027, når efterreguleringen gennemføres. Ved at overgå til selvbudgettere begrænses tabet med 96-97 procent i de to nordjyske kommuner.

Blandt kommunerne, der oprindeligt valgte statsgaranti, kommer også Langeland, Ærø, og Tønder meget tæt på helt at udligne tabet på modregningen.

Andre kommuner vil også få begrænset størstedelen af tabet, men ikke i samme udstrækning som Frederikshavn og Hjørring.

For kommunerne på statsgaranti vil et omvalg betyde en gevinst på indtægtssiden på 850 mio. kr., når de overgår til selvbudgettering. De 16 kommuners samlede tab estimeres at falde fra 940 mio. til 160 mio. kr. De vil altså få en gevinst på 780 mio. kr., idet de 16 kommuner selv skal bære omkring 70 mio. kr. af den øgede modregning.

Fik du læst?

16 borgmestre skriver til minister: Vil kunne ændre byrådets dyre beslutning

Resten af landet taber

Håndsrækningen kan vise sig at ramme de øvrige 82 kommuner. Set i forhold til det oprindelige udfald for 2024 vil de mange selvbudgetterende kommuner ifølge prognosen miste 143 kr. pr. indbygger. Det skal ses i forhold til, at de 16 kommuner ville have tabt ca. 2.000 kr. pr. indbygger.

Det er forudsat i beregningerne, at den samlede gevinst modregnes i balancetilskuddet i 2027, som det er vanlig praksis. Der skal tages forbehold for, at det endnu er uvist præcis, hvordan modellen for 2024 lander.

Kortet herunder illustrerer, hvordan selvbudgetteringen på nuværende tidspunkt skønnes at påvirke kommunernes i forhold til et scenario, hvor alle kommuner havde valgt statsgarantien. Mange vækstkommuner vil stadig høste store gevinster - blandt på grund af stigende folketal.

Sidst opdateret: 06/11/2024 - 15:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]