
Kitty Gamkinn har ikke været på linje med Henrik Vej Kastrupsen og den konservative byrådsgruppe i vederlagssagen. - Foto: Varde Kommune
Hun ville have partikammerats vederlag tilbagebetalt - nu er hun ekskluderet
Det konservative byrådsmedlem, der tidligere på ugen brød med partilinjen, da hun bragte vederlagssag på dagsordenen i Vardes byråd, er ikke længere velkommen i byrådsgruppen.
Udgivet: 08/11/2024
RETTELSE: Artiklen er fredag eftermiddag opdateret med oplysningen om, at Kitty Gamkinn fortsat er medlem af Det Konservative Folkeparti. I første version af artiklen blev det beskrevet, at hun var ekskluderet af partiet. Desuden er det rettet, at K's byrådsgruppe nu har fem medlemmer frem for fire.
I tirsdags bragte byrådsmedlem Kitty Gamkinn (K) vederlagssagen på dagsorden i Vardes Byråd, da hun bad om at få drøftet finansiering af sin konservative partfælle 2. viceborgmester Steen Holm Iversens sommerferievikariat for borgmester Mads Sørensen (V).
"Jeg tror egentlig, at alle 25 byrådsmedlemmer er enige i, at man skal rydde op efter sig, når man har lavet rod, men noget tyder på, at vi ikke er enige om, hvornår man har ryddet op efter sig selv," lød det fra Kitty Gamkinn, før hun åbnede for debatten med et ønske om at lade vederlaget blive tilbagebetalt, så pengene igen kunne være 'til gavn for borgerne'.
Og det var et brud med partilinjen, for den konservative gruppe ønsker at vente på Ankestyrelsens vurdering af sagen, før der spekuleres i, om pengene skal tilbagebetales.
Nu har uenigheden fået konsekvenser for Kitty Gamkinn, der er blevet smidt ud af byrådsgruppen, mens hendes fremtid i partiet skal afgøres på en ekstraordinær generalforsamling.
I et samlet debatindlæg i Vejle Amts Folkeblad forklarer byrådsgruppen, der nu tæller fem medlemmer, at den nu tidligere partifælle ikke kan være i gruppen, når hun både er uenig med linjen på vederlagssagen og ikke længere har tillid til Steen Holm Iversen som gruppeformand eller spidskandidat.
Det er nemlig for centrale emner til, at der er plads til uenighed, mener de.
Spildte ressourcer
At den konservative gruppe ikke var begejstret for, at Kitty Gamkinn havde sat vederlagssagen på dagsordenen, blev allerede klart under byrådsmødet, hvor Henrik Vej Kastrupsen beklagede sig over, at man blev ved med at køre rundt i sagen.
Han anerkendte, at borgmesteren og de to viceborgmestre havde lavet en fejl, men mente, at man skulle komme videre fra sagen.
For hvor Kitty Gamkinn havde fokus på, at de ulovligt udbetalte vederlagspenge skulle tilbage til borgerne, så mente Henrik Vej Kastrupsen, at der allerede er brugt alt for mange kommunale ressourcer på sagen.
"Hvis man er lidt økonomisk ansvarlig, så skal man ikke begynde at lægge de tal sammen, når vi begynder at regne lidt på, hvor mange mennesker, der egentlig har været involveret i den her sag," sagde han og bad om, at man fik sagen lukket.
Til JydskeVestkysten forklarer Henrik Vej Kastrupsen, at ønsket om at få lukket sagen skyldes, at gruppen gerne vil kunne passe deres byrådsarbejde i fred. Men det har været umuligt, når Kitty Gamkinn er blevet ved med at tage sagen op, fortæller han.
Kitty Gamkinn er ikke den eneste, som vederlagssagen har haft konsekvenser for. I slutningen af oktober meddelte 1. viceborgmester Søren Lauland (S), at han har valgt at trække sig som sit partis gruppeformand og spidskandidat ved kommunalvalget som konsekvens af sagen.
Sidst opdateret: 11/11/2024 - 08:25












































