Moderaterne har godkendt byrådskandidater i 48 kommuner - sådan fordeler de sig
Moderaterne er klar med det første hold kandidater, der skal bære den lilla fane ind i den kommende kommunalvalgkamp. Et vidne om, at partiet er en blivende kraft i dansk politik, mener partiformand, men langt størstedelen af kandidaterne er fra samme landsdel.
Udgivet: 05/11/2024
Når Danmark skal til de kommunale stemmeurner næste år bliver det første gang, at man kan sætte kryds ved Moderaterne.
Nu har partiet løftet sløret for de første 97 kandidater, der skal forsøge at få Moderaterne ind i byrådene i den kommende valgperiode.
Hovedbestyrelsen har godkendt kandidaterne, de er fordelt på 48 kommuner. Regeringspartiet, der ikke eksisterede ved kommunalvalget for tre år siden, mangler dermed fortsat at finde kandidater i godt halvdelen af kommunerne.
Størstedelen af første kandidathold er koncentreret i de sjællandske kommuner, hvor 61 af de opstillede kandidater er hjemhørende. Til sammenligning er kun 29, under en tredjedel, opstillet i Jylland.
I det jyske er den største koncentration i Sydjyllands Storkreds, hvor der er opstillet 13 kandidater. Antalsmæssigt står Moderaterne stærkest i Vejle, hvor seks kandidater er godkendt.
Derimod ser det mere tyndt ud i Østjyllands og Vestjyllands storkredse, hvor blot tre kandidater er på den foreløbige liste.
I Sjælland Storkreds er det kun fem kommuner, der endnu ikke har en kandidat fra Moderaterne på opstillingslisten, mens 21 kandidater er spredt på de resterende 12 kommuner.
Rona, Kronborg og Bergur
På listen findes navne som Mohammad Rona, der er Folketingsmedlem og stiller op i Aalborg, og Susan Kronborg, der tidligere har siddet i Folketinget for Radikale Venstre, men nu vil repræsentere Moderaterne i Skanderborg.
Også Bergur Løkke Rasmussen, der forgæves forsøgte at opnå valg til Europa-Parlamentet tidligere i år, er blandt det første hold byrådskandidater.
I en pressemeddelelse kalder partiformand Lars Løkke Rasmussen kommunalpolitik for demokratiets rødder. Derfor er han tilfreds med, at man allerede har stillet første hold kandidater et år før valget. Og han lover, at der vil komme flere til.
"Det vidner om, at Moderaterne er en blivende kraft i dansk politik," siger han.
Sidst opdateret: 07/11/2024 - 13:45












































