
Anders Winnerskjold (th. på billedet øverst) overtager Jacob Bundsgaards plads i KL's bestyrelse, mens Helle Frederiksen (S) fra Aalborg Byråd erstatter Birgit S. Hansen. Middelfart-borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (nederst tv.) er ny formand for KL's Klima- og miljøudvalg, - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dobbelt borgmesterstop fører til flere ændringer i KL
To S-profilers afsked med kommunalpolitik resulterer i flere skift i KL's politiske organisation. Fynsk borgmester er ny udvalgsformand for Klima- og Miljøudvalget.
Udgivet: 23/10/2024
Birgit S. Hansen og Jacob Bundsgaards afsked med kommunalpolitik fører flere rokeringer i KL med sig.
Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester i Middelfart Kommune, overtager den tidligere Frederikshavn-borgmesters formandspost for KL's Klima- og Miljøudvalg.
I KL's bestyrelse indtræder Aalborg Kommunes 1. borgmester Helle Frederiksen, der flere gange har vikarieret som borgmester i den nordjyske kommune.
Aarhus-rådmand Anders Winnerskjold (S) erstatter Jacob Bundsgaard i KL's bestyrelse. Winnerskjold regnes for at være favorit til borgmesterposten i Aarhus.
Hvem der overtager Bundsgaards centrale post som næstformand i KL, er endnu ikke afklaret, oplyser KL.
Sidst opdateret: 19/03/2025 - 14:02












































