
Det er de kritisable forhold på botilbuddet Aage Holms Vej, der får Claus Højrup til at trække sig. - Foto: Hjørring Kommune & Monica Hojer
Udvalgsformand trækker sig efter skandalesag og flere fyringer i forvaltningen
Beskyldninger om manglende handlekraft i en sag om et skandaleramt botilbud har fået en nordjysk udvalgsformand til at gå af posten. Udvalgsformanden mener ikke, at forvaltningen har informeret politikerne tilstrækkeligt.
Udgivet: 10/10/2024
Formanden for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune, Claus Højrup (V), trækker sig efter en skandalesag om botilbuddet Aage Holms Vej.
Det skriver Nordjyske.
I juni måned udkom Socialtilsynet med en rapport, der kastede lys på de problematiske forhold på botilbuddet. Den kostede både botilbuddets leder og en områdeleder jobbet, mens kommunens handicapchef er fratrådt.
"Det er et faktum, at vi politikere langt hen ad vejen er blevet misinformeret af forvaltningen om det systematiske svigt, der er sket derude," siger Claus Højrup til Nordjyske.
Udvalgsformanden mener, at man handlede fra politisk side, da man fik informationen om de kritisable forhold.
Når han alligevel vælger at trække sig, skyldes det ifølge ham selv, at han er blevet beskyldt for manglende handling. Det er den kritik, som han nu tager konsekvensen af, når han vælger at gå af. Der skal friske øjne på området, siger han.
Venstres gruppe i byrådet har valgt at lave en omrokering, så Claus Højrup fra november bytter udvalg med partifællen Lone Olsen, der altså overtager formandskabet i udvalget.
Fremadrettet skal han være næstformand i Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget.
Sidst opdateret: 10/10/2024 - 21:18












































