
Greves borgmester bygger nyt sommerhus i Næstved Kommune, men har glemt at få de rette tilladelser på plads, inden arbejdet gik i gang. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmester glemte tilladelse til nedrivning i anden kommune: "Et meget dårligt signal"
Det er ikke gået rigtigt for sig, da Greves borgmester Pernille Beckmann ville rive et nyerhvervet sommerhus ned i Næstved Kommune. Borgmesteren beklager og forklarer, hvordan fejlen kunne opstå.
Udgivet: 04/10/2024
Borgmester i Greve, Pernille Beckmann (V), har ikke søgt om byggetilladelse til sine to nye sommerhusgrunde i Næstved Kommune, og hun har derfor stoppet al aktivitet på grunden.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i sagen.
Ifølge avisen har Pernille Beckmann købt to nabogrunde i Næstved Kommune, hvor der ligger et mindre hus på den ene grund. For et par måneder siden begyndte Greve-borgmesteren arbejdet med nedrivningen af det mindre hus.
Men problemet var bare, at hun hverken har søgt Næstved Kommune om nedrivningstilladelse eller byggetilladelse til genopførelse af sommerhuset, skriver kommunen til borgmesteren ifølge avisen.
Den konstatering fik øjeblikkeligt teknik- og miljøafdelingen i Næstved Kommune til at udstede et påbud om, at borgmesteren straks skulle standse det igangværende arbejde, hvis ikke man skulle 'overgive sagen til politiet til strafferetlig behandling'.
Det var først, efter Ekstra Bladet gik ind i sagen, og Næstved Kommune dermed blev opmærksom på Pernille Beckmanns byggeri, at hun indsendte den lovpligtige ansøgning, skriver avisen.
"Jeg er helt klar over, at det er et meget dårligt signal, og jeg er ked af det. Så snart kommunen, hvor mit sommerhus ligger, gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke havde den rette tilladelse, rettede jeg op på det," skriver hun i en mail til Ekstra Bladet.
Borgmesteren fra Greve har sendt en mail til Ekstra Bladet, hvor hun blandt andet skriver:
"Det er en rigtig beklagelig fejl, at huset er revet ned uden tilladelse. Jeg har desværre overladt byggeprocessen til andre, som jeg stolede på og havde tillid til, hvilket var en fejl."
Sidst opdateret: 04/10/2024 - 10:30












































