
Blandt borgmestrene, der står i spidsen for budgetforlig med skattestigninger er Jesper Frost Rasmussen (øverst til venstre) fra Esbjerg, Benedikte Kiær fra Helsingør, Torben Hansen fra Randers (nederst til venstre) og Ann Sofie Orth fra Rudersdal. På den anden side sænkes skatten hos Michael Fenger (øverst til højre) i Gentofte Kommune og Lars Weiss i København. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Budget25
Disse kommuner hæver og sænker skatten - forskellen på samlet beløb er lille
Mindst otte kommuner hæver kommuneskatten i 2025, mens tre har annonceret nedsættelser - heriblandt en kommune, der vendte på en tallerken og annullerede en varslet stigning. Da København, der vejer tungt, sænker skatten, er der ikke udset til store skattesanktioner.
Udgivet: 03/10/2024
Efter at skatten i forbindelse med budget 2024 blev sat op i 13 kommuner, er der ikke tegn på, at det gentager sig i 2025 i samme udstrækning.
I langt de fleste af de budgetforlig, der er landet, holder kommunalpolitikerne skatten i ro, og der er udsigt til, at den samlede skatteforhøjelse stort set kommer til at balancere med den samlede skattenedsættelse.
Kun i otte kommuner er det på nuværende tidspunkt besluttet at sætte skatten op, og samtidig sætter København, Gentofte og Frederikssund skatten ned.
Inden de sidste budgetforlig offentliggøres, tegner det til, at skattestigningerne - ud fra NB-Økonomis beregninger - bliver 57 millioner kroner større end skattenedsættelserne. Fra 2023 til 2024 var nettoskatteforøgelsen til sammenligning 687 millioner kroner.
Indtil i tirsdags, hvor et politisk flertal i Vejen annoncerede årets indtil videre største procentvise stigning, så det ud til, at ændringerne stort set opvejede hinanden, når man tager hensyn til størrelsen af kommunernes skattegrundlag. Og selvom beslutningen i Vejen om at øge skatten med 0,47 procentpoint ændrer balancen, er forskellen fortsat relativt lille.
Når der samlet set blot sker en mindre stigning i de kommunale skatter, vil der kun blive udløst skattesanktioner i meget begrænset omfang. Og muligvis slet ikke. Det betyder, at de kommuner, der har indregnet en sanktion i budgetlægningen, kan indregne stort set hele provenuet fra skatteforhøjelsen allerede fra starten.
Du kan se ændringerne i skatteprocent og det direkte afledte provenu eller tab i tabellen herunder.
Gentofte er en historie for sig
En opsigtsvækkende vending i Gentofte bidrager til at spare kommunerne for kollektive og individuelle sanktioner. Gentofte Kommune, der også hævede kommuneskatten for et år siden, havde egentlig varslet, at trækprocenten skulle sættes op med 0,22 procentpoint i 2025. Men ved budgetforhandlingerne vendte en enig kommunalbestyrelse på en tallerken og sænker i stedet for skatten med 0,10 procentpoint, så den næste år vil være 24,24 procent.
Ifølge kommunalbestyrelsens budgettekst har løbende effektiviseringer og forbedringer "sikret Gentofte Kommune mod pludselige hovsa-besparelser", ligesom øgede indtægter fra selskabsskat har spillet en rolle. Skattenedsættelsen foretages ifølge partierne i lyset af, at service- og anlægsrammen ville begrænse kommunens mulighed for at udnytte de ekstra indtægter.
"Derfor ville pengene ligge ubrugte i kommunekassen, hvis ikke, de som nu aftalt, bliver brugt til en skattenedsættelse," skriver kommunen om den toårige aftale.
Med skattenedsættelsen er der dog en stor ubalance i økonomien - med et underskud på den skattefinansierede drift på næsten 350 mio. kr. i 2025 og 225 mio. kr. de følgende to år. Og Gentofte Kommunes relativt høje likviditet vil falde frem mod 2028.
I økonomiaftalen for 2025 findes en tilskudspulje på 200 mio. kr. til nedsættelser, der dækker kommunernes provenutab med op til 75 procent i 2025, 50 procent i 2026 og 2027 og 25 procent i 2028.
Derudover kan København, Gentofte og Frederikssund modtage tilskud til skattenedsættelse fra rammen i relation til udligningsreformen, hvilket i sig selv kan reducere de tre kommuners provenutab med henholdsvis 15,3, 11,8 og 9,3 mio. kr.
Kommunernes skatteprocenter
De laveste skatteprocenter findes i nordsjællandske kommuner og enkelte midtjyske, som Vejle og Billund, mens det er yderkommunerne, der har de højeste.
I kortet herunder kan du se de kommunale skatteprocenter i år - altså inden de nyligt besluttede skatteændringer.
Sidst opdateret: 03/10/2024 - 13:16













































