
To år efter omdiskuteret byrådsmøde i Hjørring har Ankestyrelsens tilsyn taget stilling til byrådets korte forberedelsestid til ansøgning om havvindmøllepark. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ankestyrelsen blåstempler kort frist - byråd fik tillægsdagsorden dagen før møde
Selvom den sædvanlige dagsordensfrist på fire dage ikke var overholdt, var Hjørring Byråds behandling af vindmøllesag i overensstemmelse med reglerne. Det fastslår Ankestyrelsen efter et længere forløb, hvor byrådsmedlemmer bad om at lade sagen gå om.
Udgivet: 26/09/2024
Var det efter bogen at bringe et havvindmølleprojekt på tillægsdagsordenen i Hjørring Byråd med ét døgns varsel?
Det spørgsmål har været uafklaret, siden byrådet i august 2022 nikkede ja til at tildele European Energy en forundersøgelsestilladelse til to kystnære havvindmølleparker ud for Hirtshals. Sagen om den ene vindmøllepark var optaget på den regulære dagsorden, mens det andet projekt blev tilføjet blot et døgn før byrådsmødet.
Efterfølgende blev der sået tvivl om, hvorvidt forvaltningen lovligt kunne optage det andet projekt på tillægsdagsordenen og få behandlet punktet på byrådsmødet, og Ankestyrelsens tilsyn blev inddraget i sagen.
Efter lang sagsbehandlingstid fastslår tilsynet nu, at der ikke er grundlag for at indlede en tilsynssag mod Hjørring Kommune, selvom den sædvanlige udsendelsesfrist på fire dage ikke var overholdt.
Protester på bagkant
I byrådssalen 16. august 2022 var der ingen, som rejste indvendinger imod den korte forberedelsestid. Men efterfølgende har flere politikere henvendt sig til Ankestyrelsen - blandt andet med argumentet om, at svaret til Energistyrelsen ikke blev godkendt enstemmigt i byrådet, og at den manglende enighed gør den korte forberedelsesfrist mere problematisk.
Venstremanden Michael Engbjerg stemte imod, mens Erik Høgh Sørensen (Uden for partierne) undlod at stemme, efter han havde fremsat et ændringsforslag.
Ankestyrelsen lægger vægt på, at ingen protesterede mod den korte forberedelsestid under byrådsmødet, og pointerer, at Erik Høgh-Sørensen "valgte at fremsætte et konkret ændringsforslag, men ikke et processuelt forslag om eksempelvis at henvise sagen til fornyet udvalgsbehandling eller bede forvaltningen om at fremskaffe yderligere oplysninger".
Der er to undtagelser i kommunestyrelsesloven, som gør det muligt at få sager på dagsordenen med kortere varsel end fire dage; enten hvis der er enighed i kommunalbestyrelsen om at behandle sagen uanset fristoverskridelsen, eller hvis flertallet vurderer, at sagen ikke kan udsættes.
Ankestyrelsen uddyber i afgørelsen, at sager, der ikke kan udsættes, er "sager, hvor formålet med en beslutning i kommunalbestyrelsen forspildes eller kommunens interesser væsentligt tilsidesættes, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan træffe beslutning inden for en vis tidsmæssig grænse."
Forvaltningen overholdt imidlertid ikke et formelt krav om, at det skal fremgå af udkastet til en dagsorden, hvis borgmesteren vurderer, at en sag ikke kan udsættes.
Reglerne
"Det skal fremgå af udkastet til dagsorden, hvis dagsorden eller materiale, der er nødvendigt til en sags bedømmelse, ikke udsendes inden for fristen på fire hverdage. (...) Derudover skal en begrundelse for, hvorfor sagen ikke kan udsættes, også fremgå af udkastet til dagsorden, hvis borgmesteren vurderer, at sagen ikke kan udsættes".
Efterfølgende har Frode Larsen (DF), der stemte ja, fortrudt. Han forklarer i sin henvendelse til tilsynet, at han "føler sig ført bag lyset" og derfor klager til Ankestyrelsen. I en fælles henvendelse med Erik Høgh-Sørensen opfordrede han i 2023 tilsynet til at gribe ind i håbet om at tvinge byrådet til at behandle sagen på ny.
"Der er fortsat uklarheder om projektets lovhjemmel, og der kan være sket brud på kommunens styrelsesvedtægt og byrådets forretningsorden derved, at ikke alle byrådsmedlemmer havde samme adgang til fornødne informationer. Et flertal i byrådet har efterfølgende erkendt sit brud på Styrelsesloven, men uden at omgøre og lovliggøre processen," skrev Frode Larsen og Erik Høgh-Sørensen til Ankestyrelsen i januar 2023.
I Ankestyrelsens tilsynsudtalelse nævnes det, Hjørring Kommune har lovet fremover at skærpe opmærksomheden på kravet om, at det skal fremgå af dagsordenen, hvis fristen for udsendelse ikke er overholdt.
Havvindmølleparkerne i Hirtshals blev i øvrigt skrinlagt i 2023, da regeringen satte åben dør-ordningen i bero.
Sidst opdateret: 26/09/2024 - 10:34












































