
- Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix
Budget25
Kommune vil forbinde populær sti til nabokommunens vandrerute
Et tværkommunalt vandreruteprojekt kan snart være sat i søen. Aabenraa Kommune har afsat penge til at undersøge om Gendarmstien kan forbindes til den tønderske Marsksti. Selvom der endnu ikke er afsat penge i Tønder, afviser borgmesteren ikke idéen.
Udgivet: 20/09/2024
Hvis det står til Aabenraa Kommune, så skal turister snart kunne snøre vandreskoene og tage Gendarmstien til Vadehavet. Gendarmrutens mest populære strækning går 84 kilometer fra Padborg til Sydals, men nu har byrådet afsat 300.000 kroner i budgetaftalen til at undersøge en istandsættelse af vandrerutens vestlige strækning.
Det skriver JydskeVestkysten.
Idéen er, at man skal få stablet et samarbejde med Tønder Kommune på benene, så Gendarmstien kan forbindes med den tønderske vandrerute Marskstien.
Og det vil løfte vandreruten, siger Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen (K) til JydskeVestkysten, og forklarer at naturen er helt speciel vestpå.
Tønder Kommune har ikke sat penge af til projektet, men Jan Riber Jakobsen har haft sin borgmesterkollega Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) i tale. Til JydskeVestkysten fortæller Tønder-borgmesteren, at det faktum, at der ikke er sat penge af til projektet endnu, ikke er ensbetydende med, at det ikke har interesse.
Han påpeger at vandre- og cykelturisme har en stigende grad af bevågenhed. Marskstien, der åbnede i 2019 og strækker sig 54 kilometer gennem Tøndermarsken, har kommunen lavet markante investeringer i, fortæller Jørgen Popp Petersen.
Sidst opdateret: 23/09/2024 - 09:55












































