
Der er glæde på Fanø Rådhus over regeringens økonomiske hjælp i en svær tid. - Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Fanø-politikere jubler over økonomisk håndsrækning fra Christiansborg
Regeringen yder nu akut krisehjælp på 20 millioner kroner til Fanø Kommune, og det vækker varme følelser blandt de lokale byrådspolitikere, at kommunen fremover bliver ligestillet med andre ø-kommuner.
Udgivet: 18/09/2024
Fanø Kommunes borgmester har så sent som for et par dage siden ytret sin nød om den lille ø-kommunes særlige økonomiske udfordringer, og derfor har byrådet haft umådeligt svært ved at få næste års budget til at hænge sammen. Der var udsigt til drøje besparelser og historisk høje skattestigninger, der ville efterlade fanøboerne med landets højeste skatteprocent på 27.
Nu træder regeringen til med en hjælpende hånd ved afsætte 20 millioner kroner ekstra i finansloven for 2025 til kommunen. Desuden vil regeringen indlemme Fanø i klubben af ø-kommuner, der årligt modtager et særligt tilskud, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Det luner gevaldigt i kommunekassen, og det glæder ikke overraskende politikerne i byrådet. Christian Lorenzen (K) blev noget overrasket, da han onsdag morgen blev kontaktet af JydskeVestkysten med nyheden.
"Er det rigtigt? 20 millioner, sådan up-front? Er du sikker?" spurgte Lorenzen avisen, der spurgte tilbage:
Hvor glad er du på en skala fra et til ti?
"Jeg er oppe på 27!"
Erik Nørreby (V) har fået ro i sindet :
"Det gør mig meget glad. Nu kan vi tænke fremadrettet og have ro i sindet, når vi nu bliver ligestillet med andre ø-kommuner. Vi har stadigvæk vore udfordringer med hensyn til finansiering af plejehjem og digerne og nedgang i indbyggertallet, men det her giver ro i sindet, og vi kan nu arbejde konstruktivt fremad. Det glæder mig," siger han.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Esbjerg og Fanø, Anders Kronborg, jubler også over de gode nyheder:
"Jeg er enormt glad for at det lykkedes at skabe opbakning på Christiansborg til at redde Fanøs økonomiske situation. Fanø har jo haft nogle smådrifts-ulemper, fordi det er en lille ø. Den har nogle store økonomiske udfordringer i øjeblikket, og der er ingen tvivl om, at hvis Fanø skulle ud i de store besparelser, som der var lagt op til, så ville Fanø ikke komme helskindet igennem. Jeg har selv anbefalet, at vi kigger på ø-ordningen, som tager hensyn til, at der er smådrifts-ulemper på øerne, så jeg glæder mig over, at det sker nu," siger Anders Kronborg til JydskeVestkysten.
Sidst opdateret: 18/09/2024 - 10:29












































