
Morten Friis fra Enhedslisten i Bornholms Regionskommune vikarierer for den sygemeldte konservative borgmester, Jacob Trøst. - Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Enhedslisten er rykket ind på borgmesterkontoret i Rønne
Mens den konservative borgmester på Bornholm er sygemeldt, er det viceborgmesteren - og ikke en partifælle - der fungerer som borgmester.
Udgivet: 18/09/2024
Bornholms fungerende borgmester er frem til efterårsferien Morten Riis fra Enhedslisten. Viceborgmesteren er trådt ind i stedet for Jacob Trøst (K), der i mandags sygemeldte sig, fordi han følte sig overbelastet.
Vikaren vil i vidt omfang arbejde fast på rådhuset, skriver Bornholms Tidende.
"Formelt sker der det, at viceborgmesteren træder ind i alle borgmesterens opgaver, så han kan holde skruen i vandet," siger kommunaldirektør Sine Sunesen om vikaropgaven til avisen.
Bornholms Tidende sætter fokus på, at afløseren kunne have været en anden. Da Struer Kommunes borgmester, Mads Jakobsen (V), i 2023 sygemeldte sig med stress, var det partifællen Marianne Bredal, som tog over midlertidigt - og ikke den konservative viceborgmester.
Med økonomisk støtte fra Enhedslisten og vederlag som både børne- og skoleudvalgsformand og viceborgmester fungerede Morten Riis i forvejen som politiker på fuld tid uden lønindtægter fra 'et almindeligt job'.
Han kommer til at fungere som mødeleder på de to næste kommunalbestyrelsesmøder, hvor budgetaftalen skal første- og andenbehandles.
"Vi har aftalt, at jeg afløser Jacob der, hvor det er nødvendigt. Men jeg ønsker ikke at tiltage mig en plads, der ikke er min. Det er et spørgsmål om at finde en balance," siger Morten Riis til Bornholms Tidende om de kommende opgaver.
Alliance fra konstitueringsaftale
Enhedslisten har aldrig tidligere besiddet posten som politisk leder i en af landets kommuner. Det bliver dog næppe af længere varighed, hvis Jacob Trøst ikke bliver i stand til at vende tilbage, da det i konstitueringsaftalen defineres, at borgmesterposten tilfalder Det Konservative Folkeparti.
At en politiker fra Enhedslisten afløser en konservativ, skyldes først og fremmest, at de to partier på valgnatten i 2021 gik sammen med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om en konstitueringsaftale, der efterlod S og V ude i kulden. Enhedslisten blev med syv ud af 23 mandater kommunalvalgets store sejrherre på klippeøen.
Sidst opdateret: 18/09/2024 - 09:42












































