
Jacob Trøst (tv.) tog i august imod kongeparret på Bornholm. Den seneste tid har borgmesteren haft travlt, og efter en belastningsreaktion i torsdags tager han en pause for at passe på sit helbred. - Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Borgmester trækker stikket efter ubehagelig oplevelse
I kølvandet på en travl periode fik Jacob Trøst (K) i sidste uge en belastningsreaktion, der får ham til at tage en arbejdsmæssig pause. Det skriver den sygemeldte borgmester på Facebook.
Udgivet: 16/09/2024
Borgmesteren på Bornholm, Jacob Trøst (K), oplever symptomer på overbelastning og trækker derfor stikket i en ikke nærmere angivet periode.
Beslutningen er truffet, efter at kroppen sagde fra under et møde i torsdags. Jacob Trøst tolker episoden som et "vink med en vognstang", skriver han på Facebook.
"Pludselig fik jeg en lysende streg ned gennem synsfeltet på begge øjne. Først undrede jeg mig over det, men så blev jeg bange for, om det kunne være noget alvorligt, for jeg havde aldrig prøvet noget lignende før. Kort efter blev teksten på skærmen ulæselig, men jeg havde - udover lidt hovedpine - ikke andre symptomer. Det gik over efter et kvarters tid, og et besøg hos lægen dagen efter bekræftede, at det var en belastningsreaktion. Det bliver jeg nødt til at tage alvorligt, så jeg må desværre 'trække stikket' indtil videre, så jeg kan samle kræfter og komme tilbage med fornyet energi."
Til og med midten af oktober
Bornholms Tidende skriver, at sygemeldingen betyder, at viceborgmester Morten Riis (EL) i første omgang kommer til at vikariere for borgmesteren og lede de to næste kommunalbestyrelsesmøder, på torsdag og 10. oktober, hvor budgettet for 2025 skal vedtages.
"Indtil videre er det til og med efterårsferien, at Jacob har brug for at trække stikket og tale med nogle med forstand på de her ting," siger Morten Riis til avisen.
Jacob Trøst skriver i opdateringen, at mange gennem den senere tid har rådet ham til at passe på sig selv.
"Andre var nok bedre til at se det, end jeg selv var. At jeg pressede mig selv lidt for meget og sagde ja til lidt for meget. Efter sommerferien har der været fart på, og jeg har nok ikke givet mig selv tid til at standse op og mærke efter," skriver han på Facebook og takker dem, der har mindet ham om, at helbredet er vigtigere end alt andet.
Jacob Trøst har været borgmester siden januar 2022. Inden kommunalvalget sad hverken han eller De Konservative i kommunalbestyrelsen på Bornholm. For ti dage siden stod han i spidsen for budgetforhandlinger og en aftale, som hele kommunalbestyrelsen er gået med i.
Tidligere i valgperioden har flere borgmestre været sygemeldt med stresssymptomer. Steffen Jensen (S) fra Halsnæs Kommune og Ulrik Wilbek (V) fra Viborg vendte tilbage inden for et par måneder, mens Struer-borgmester Mads Jakobsen i november 2023 valgte at forlade politik, godt tre måneder efter han var sygemeldt på ubestemt tid med stress.
Sidst opdateret: 16/09/2024 - 12:19












































