
Dagen efter Sophie Hæstorps afgang begyndte budgetforhandlingerne med Lars Weiss for bordenden. Da budgetforliget blev præsenteret i mandags, såede han tvivl om, hvorvidt han var klar til at overtage rollen valgperioden ud. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Weiss melder sig klar: "Det var mig eller en omkonstituering"
Ifølge Lars Weiss har trusler fra andre partier om at fratage Socialdemokratiet overborgmesterposten i København haft betydning for hans beslutning om at melde sig på banen som fast afløser for Sophie Hæstorp.
Udgivet: 11/09/2024
Efter et par dages tøven erklærer Lars Weiss (S), at han vil gerne være overborgmester i København indtil udgangen af 2025. Han fortæller onsdag eftermiddag til TV 2 Kosmopol, at beslutningen om at afløse Sophie Hæstorp Andersen ikke har været helt for ham at tage.
"Det har været svært, fordi jeg efter sommerferien meddelte, at jeg ikke var kandidat til næste valg. Ikke at jeg var på vej til at trappe ned, men jeg havde bestemt ikke tænkt, jeg skulle være overborgmester, så det har været en mental omstilling," forklarer han.
Da Sophie Hæstorp Andersen trak sig i august, markerede De Konservative og Radikale deres utilfredshed med S-manøvren, og de to støttepartier til S-overborgmesteren ville ikke tage det for givet, at Lars Weiss kunne blive konstitueret som hendes afløser.
"Konstitueringsaftalen er baseret på spidskandidaterne i 2021. Lars har ikke fremlagt sine visioner og politik endnu, og det skal han have rum og mulighed for," sagde Christoffer Røhl (R) til NB-Kommune for to uger siden.
Ifølge den fungerende overborgmester har det spillet ind på hans beslutning om at stille op, at andre partier truede med at fratage Socialdemokratiet overborgmesterposten, hvis ikke valget faldt på ham.
"Det var mig eller en omkonstituering, og det har lagt et pres. Det skulle ikke være det, der gjorde, at Socialdemokratiet mistede overborgmesterposten i København," siger han til TV2 Kosmopol.
Han tilføjer ifølge tv-stationen, at det i praksis er Borgerrepræsentationens store valggruppe, som skal blive enige om at vælge ham til ny overborgmester. Den store valggruppe, der blev etableret ved konstitueringen i 2021, består af S, K, RV, V, LA og DF.
Sidst opdateret: 11/09/2024 - 14:05












































