28 ud af 29 byrådsmedlemmer i Skanderborg er gået med i den toårige budgetaftale, der gør et stort indhug i kommunens kassebeholdning.

28 ud af 29 byrådsmedlemmer i Skanderborg er gået med i den toårige budgetaftale, der gør et stort indhug i kommunens kassebeholdning. - Foto: Skanderborg Kommune

Budget25

Vækstkommune dræner kassen for at finansiere store anlægsprojekter

Flertal i Skanderborg indgår for første gang en toårig budgetaftale. Frem mod kommunalvalget bruger kommunen langt flere penge, end man får ind.

Udgivet: 10/09/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Byrådet i Skanderborg har indgået en budgetaftale, der sætter kursen for både 2025 og 2026.

Med håndslaget om den toårige aftale er byrådet i vækstkommunen indstillet på at dræne kommunekassen kraftigt. En ny skole i Ry, udvidelser af kapaciteten i dagtilbud og flere plejeboliger trækker store millionbeløb op af kassen. I alt har byrådet aftalt at bruge 263 mio. kr. af kommunens kassebeholdning i den fireårige budgetperiode, fremgår det af aftaleteksten.

Borgmester Frands Fischer (S) fortæller, at byrådet er bevidste om, at der i 2025 og 2026 bruges rigtig mange penge på at opgradere børnehaver, skoler og plejehjem.

"Vores økonomi er grundlæggende sund, fordi vi over de seneste år har haft fokus på at sikre et fornuftigt overskud på driften, som vi så kan investere i nye institutioner og andre anlægsopgaver. De kommende år skal vi fortsat holde et skarpt øje på driften, så der er penge i kassen blandt andet til to nye plejecentre," siger Fischer i en kommentar på kommunens hjemmeside.

Ifølge de seneste likviditetstal har Skanderborg Kommune en kassebeholdning - hvoraf en del er øremærket til kommende projekter - på godt 500 millioner kroner. Det svarer til 7.864 kr. pr. indbygger.

Det kommende kassetræk er så stort, at den økonomiske målsætning om en gennemsnitlig kassebeholdning på minimum 3.000 kr. pr. borger (ca. 200 mio. kr.) ikke bliver opfyldt i overslagsårene. Byrådet er bevidst om, at der venter en genopbygning - i næste valgperiode.

"Forligskredsen er enig om, at det er nødvendigt at genopbygge kassebeholdningen, når de ekstraordinært store anlægsprojekter er gennemført".

Det forventes ifølge aftaleteksten, at målsætningen om en kassebeholdning på 200 mio. kr. opnås igen ved udgangen af 2032.

Det er første gang, Skanderborg Byråd indgår en toårig aftale. Den indebærer, at budgetlægningen for 2026 ikke vil bestå af nye forslag til udvidelser i udvalgene og handlekatalog med forslag til budgetreduktioner, hvilket ifølge borgmesteren giver god mening.

"Med en budgetaftale, der løber over to år, får vi ro til at arbejde med de langsigtede udviklingsperspektiver for vores kommune. Det er vigtigt med kontinuitet blandt andet i arbejdet med den grønne omstilling," siger dem socialdemokratiske borgmester.

Inklusion og mad i plejehjemscaféer

Politikerne har ved forhandlingerne udvidet driften med 8-17 mio. kr. om året. Det balancerer omtrent med de fundne besparelser på 9,3 mio. kr. i 2025 (stigende til 15 mio. kr. i overslagsårene).

Blandt ekstraudgifterne er fire mio. kr. om året til øget inklusion i folkeskolen, øgede budgetter til PPR og en satsning på plejecentrenes caféer, som borgerne i lokalsamfundet i højere grad skal bruge.

28 ud af 29 byrådsmedlemmer er med i aftalen - kun Nye Borgerlige står udenfor.

Sidst opdateret: 10/09/2024 - 10:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]