
Michael Vindfeldt (S, th.), borgmester i Frederiksberg Kommune, havde ikke hørt fra partifællen Lars Weiss, inden partierne bag budgettet i Københavns Kommune mandag præsenterede store takststigninger for timeparkering. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix; Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Budget25
Højere p-takster i nabokommune frustrerer S-borgmester
Flertal i København er enige om at regulere bilejernes adfærd med dyrere parkeringspladser, men det sker uden koordinering med naboer. 'Det er ikke min opgave at sikre parkering til københavnerne,' siger Frederiksberg-borgmester.
Udgivet: 10/09/2024
Det bliver næste år dyrere at parkere i København. Med budgetaftalen regner partierne bag aftalen med at opkræve 66 mio. kr. ekstra i 2025 og næsten 78 mio. kr. om året fra 2026.
Det sker ved at øge timetaksterne og sløjfe den gratis søndagsparkering, men ændringerne mødes med stor skepsis hos borgmesteren i nabokommunen.
"Jeg bliver nødt til at sige, at jeg er rimelig frustreret og ked af, at København ændrer deres parkeringsregler så markant uden at tale med os. Vi er jo omringet af København, og det betyder, at når de indfører betalingsparkering, så vil være flere der vælger at parkere på Frederiksberg," siger borgmesteren i Frederiksberg kommune, Michael Vindfeldt (S), til TV 2 Kosmopol.
Han fortæller, at han vil tage fat i Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL).
"Jeg vil gerne sikre parkering til Frederiksbergs borgere og dem, der har et ærinde her. Men det er ikke min opgave at sikre parkering til københavnerne," siger Michael Vindfeldt.
Vil regulere adfærd
Formålet med højere takster er at mindske "udefrakommende trængsel", fremgår det af den københavnske budgetaftale. Københavns Kommune får ikke lov til at beholde det ekstra provenu, da kommunens årlige parkeringsindtægter allerede overstiger 320 kroner per indbygger.
”Det er ikke, fordi vi tjener styrtende på det her," fastslog fungerende overborgmester Lars Weiss (S) på mandagens pressemøde om budgetforliget.
"Staten snupper indtægterne, så når vi går ind og tager parkeringsinitiativer, er det et spørgsmål om at regulere adfærden blandt københavnere og dem, der kommer udefra. Vi vil meget gerne anspore til, at man tager kollektiv trafik eller cykel.”
Indfører betaling for elbiler
Parkering var et varmt emne under budgetforhandlingerne, som De Konservative forlod undervejs på grund af utilfredshed med stigende takster og ambitionerne for byggeri af nye parkeringsanlæg.
Beboerlicenser til elbiler, der i dag er gratis, vil fremover koste 1.200 kroner om året, ligesom ejere af biler med det laveste benzinforbrug skal betale mere. Kommunen forventer at opkræve knap 13 mio. kr. ekstra om året på licenser, mens ekstraindtægterne på andre takstforhøjelser er fem-seks gange højere.
"Det er nogle meget marginale stigninger på de allerbilligste parkeringslicenser. Det store greb er, at timeparkeringen bliver dyrere. Det er målrettet folk, der kommer ind til København - eller skal rundt i byen - hvor vi efterhånden har en kollektiv infrastruktur, der er virkelig god," forklarer Lars Weiss.
De kommende fire år vil flertallet i København desuden bruge 40 mio. kr. om året på at leje 2.100 private pladser (til 40 mio. kr. om året) for at øge udbuddet af p-pladser. Kommunen vil også renovere et stort parkeringsanlæg og forberede byggeriet af et underjordisk anlæg på Østerbro. Omvendt er der enighed om at sløjfe 500 offentlige parkeringspladser i gadeplan for at skabe mere plads til bl.a. nye byrum og flere pladser til ladcykler.
Sidst opdateret: 11/09/2024 - 07:29
Temaer: Budget25













































