
Niels Jørgen Pedersen står bag et budgetforlig, hvor der spares massivt på dagtilbudsområdet. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Budget25
Skolelukning og dagtilbudsbesparelser: Nordjysk budgetforlig kritiseres af fagforening
En beslutning fra sidste år betyder, at en af Thisted Kommunes mindste skoler står til at lukke. Det fremgår af et endnu ikke offentliggjort budgetforlig, hvor der også spares på dagtilbudsområdet og ungdomsskolen.
Udgivet: 03/10/2024
Forligspartierne bag Thisteds budgetaftale regner med, at Bedsted Skole, der til daglig huser bare 50 elever, skal lukke i 2025, og derfor har man indregnet en besparelse på 1,8 millioner kroner på skolen i budgetforliget.
Skolelukningen sker på baggrund af en aftale fra 2023, hvor kommunalbestyrelsen fra skoleåret 2025/2026 besluttede at afvikle skoler, der ikke har mindst 75 elever i to sammenhængende år.
Det regner kommunalbestyrelsen ikke med, at Bedsted Skole kan opnå, skriver Nordjyske.
Det er partierne Venstre, Socialdemokratiet, Nye Borgerlige, Alternativet, Konservative og løsgængerne Jørgen Munk Andersen og Peter Sørensen, der står bag budgetforliget, som også byder på besparelser på dagtilbudsområdet.
Der skal blandt andet spares 2 millioner kroner på normeringen i SFO'en, 1,3 millioner på normeringer i dagtilbud og så skal ungdomsskolen nedskære for 1,2 millioner millioner kroner - og det har fået pædagogernes fagforening BUPL op af stolen.
"Det er et budget, som prioriterer asfalt højere end pædagogisk kvalitet. Det er visionsløst, at man ikke tænker, at der skal investeres i et godt børneliv for at stoppe det massive fald i børnetallet, som styrtbløder," skriver BUPL Nordjylland.
Thisted Kommune har som en af få kommuner ikke offentliggjort budgetforliget. Det vil først ske, når det er endeligt vedtaget ved 2. behandlingen den 8. oktober.
Sidst opdateret: 03/10/2024 - 11:33
Temaer: Budget25













































