
Jyske kommuner i top: Her er virksomhederne mest tilfredse med jobcentrene
Jyske kommuner dominerer DI's rangering af lokal erhvervsvenlighed, især når det gælder virksomhedernes tilfredshed med jobcentrene. Se din kommunes placering her.
Udgivet: 10/09/2024
Jobcentrene i Ikast-Brande og Odder kommuner topper sammen Danske Industris (DI) rangering af lokal erhvervsvenlighed, når det gælder virksomhedernes tilfredshed med samarbejdet.
DI sammenligner hvert år kommunerne i undersøgelsen Lokal Erhvervsvenlighed, og 2024-udgaven toppes endnu engang af en håndfuld jyske kommuner, som traditionelt klarer sig godt.
I evalueringen af kommunernes erhvervsvenlighed bedømmes kommunerne i 10 overordnede kategorier, og under kategorien 'Arbejdskraft', er der en underkategori med titlen 'Jobcentrenes samarbejde med virksomhederne'.
"Jobcentrene spiller en central rolle i at aktivere ledige ressourcer og herunder i forhold til mulighederne for at sluse personer på kanten af arbejdsmarkedet ind i virksomheder. Længere perioder med ubesatte stillinger i en virksomhed kan resultere i tabt produktion og værdiskabelse," skriver DI.
I Odder glæder jobcenterchef Ole Stounbjerg sig over duksepladsen, som kommunen deler med Ikast-Brande, når det gælder virksomhedernes tilfredshed med jobcentrenes samarbejde.
"Vi har en god og effektiv dialog med virksomhederne, som generelt giver positive tilbagemeldinger. De ved, at når de ringer til Jobcenter Odder, så sker der noget."
Han mener, at resultatet afspejler, at Jobcenter Odder i mange år har haft et særligt fokus på at samarbejde med det lokale erhvervsliv.
I Odder har man bl.a. udviklet et lokalt netværk, der går under navnet 'UdviklingOdder', der har omkring 300 virksomheder som medlemmer. De samles til en lang række arrangementer i løbet af året.
"Vi er en lille kommune, som måske gør, at vi er lidt mere smidige i nogle tilfælde. Vi hjælper gerne virksomhederne, hvis de har brug for det, og samtidig har vi nogle medarbejdere med mange års erfaring, som kender de lokale virksomheder godt," siger Ole Stounbjerg.
Se, hvor din kommune ligger i rangeringen og find ud af, hvordan jobcentrene klarer sig lokalt.
Ikast-Brande klarer sig overordnet bedst og for 13. gang ud af 15 mulige - er kommunen kåret som landets mest erhvervsvenlige kommune af DI.
Rangeringerne er sammensat af statistiske indikatorer og virksomhedernes karaktergivning. Ved at placere musen på kortet herunder kan man se alle kommuners placering i de ti kategorier og den gennemsnitlige score, der afgør den overordnede placering.
Se DI's samlede rangering af kommunernes lokale erhvervsvenlighed på kortet nedenfor.
Lokal erhvervsvenlighed 2024
DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
7479 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
Resultaterne er opdelt i 10 kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør, Vallensbæk og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.
Læs hele analysen "Lokal Erhvervsvenlighed 2024" her.
Sidst opdateret: 10/09/2024 - 10:33












































