Budget25

'Jeg var tæt på at græde' - borgmestre reagerer vidt forskelligt på fredagens tilskud

Mens budgetlægningen gik fra katastrofal til håndterbar i Faaborg-Midtfyn Kommune, er borgmesteren på Fanø grædefærdig. Få et overblik over, hvordan en håndfuld større modtagere af tilskud står rustet til budgetforhandlingerne efter fredagens udmeldinger.

Udgivet: 02/09/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

På få timer fredag blev der vendt op og ned på budgetlægningen i mange kommuner, da 3,3 milliarder kroner blev fordelt mellem de 98 kommuner.

Faaborg-Midtfyn Kommune, der har været hårdt ramt af det kaotiske grundskyldsforløb, modtog tilskud fra alle tre kasser - særtilskuddet til vanskeligt stillede kommuner, det ekstraordinære finansieringstilskud og kompensationen vedrørende tab på grundskyld.

Nyheden nåede frem til kommunalpolitikerne under budgetseminaret. De 73,8 millioner kroner, der kan føjes til Faaborg-Midtfyn Kommunes indtægter, gør en stor forskel, siger borgmester Hans Stavnsager, som er glad for, at man i ministerierne har lyttet til kritikken.

"Vi er gået fra en situation, der er katastrofal, til en situation, der er håndterbar. Der venter os stadig svære forhandlinger. Men vi kan nu konkludere, at det råderumskatalog, der allerede er meldt ud og har været i høring, vil være nok til, at vi kan komme i mål med et budget i balance,” siger Hans Stavnsager (S) i en pressemeddelelse.

Faaborg-Midtfyn Kommune er en af de største modtagere af tilskud, når man sammenligner med kommuner af samme størrelse. Den fynske kommune overgås af en vifte ø-kommuner samt de allermest pressede kommuner, der modtager den største del af puljen til vanskeligt stillede kommuner.

På kortet herunder ses, hvor store beløb kommunerne fredag blev bevilget pr. indbygger fra de tre typer af tilskud.

Højt på listen finder man Fanø Kommune, men en tilførsel på 5.800 kr. pr. indbygger redder på ingen måde økonomien forud for budgetforhandlingerne.

Fanø Kommune havde søgt om 17 millioner kroner i særtilskud, men blev forbigået. Desuden modtog ø-kommunen blot 300.000 kroner i finansieringstilskud. De 19 millioner kroner, som Fanø Kommune får som kompensation for tab på grundskyld, kendte kommunen til på forhånd, og derfor var skuffelsen fredag stor.

"Jeg var faktisk meget ked af det, da jeg fik den besked, og jeg var tæt på at græde. Det kommer til at få meget store konsekvenser for velfærden på Fanø," siger borgmester Frank Jensen (R) til Ritzau.

"Jeg har aldrig set noget se så sort ud som nu. Det bliver voldsomt," erklærer viceborgmester Erik Nørreby (V), der gennem 12 år var borgmester på Fanø, i JydskeVestkysten.

På Langeland anslår borgmester Tonni Hansen, at kommunalbestyrelsen efter fredagens uddelinger går til budgetforhandlingerne med et minus på 6-10 millioner kroner. Ligesom for et år siden modtog Langeland Kommune 65 millioner kroner i særtilskud, men kommunen havde sat næsen op efter ca. seks millioner kroner mere - og budgetteret efter det - eftersom puljen i år var forhøjet til 800 mio. kr.

"Derfor er jeg også lidt mismodig, men selvfølgelig ikke utaknemmelig," siger Tonni Hansen til Fyns Amts Avis.

"Langeland er kronisk underfinansieret, og det ændrer det her ikke på. Der er et behov for, at der kigges helt grundlæggende på finansieringen."

Klar til at vove pelsen

Stemningen er bedre på Ærø, da særtilskuddet næste år hæves fra otte til ti millioner kroner. I kombination med finansieringstilskuddet på 3,1 mio. kr. skaber det ifølge borgmester Peter Hansted (S) plads til investeringer i velfærden, sådan som det var intentionerne med økonomiaftalen.

"Jamen, vi har jo fået to millioner mere end ventet i særtilskud. Så nu vover vi pelsen," siger Peter Hansted til Fyns Amts Avis og tilføjer, hvad pengene kan bruges på.

"Vi kan nå lidt vej med noget videreuddannelse på skolerne og måske lidt med ældreplejen," siger borgmesteren.

På Bornholm opjusteres særtilskuddet fra 95 til 105 millioner kroner næste år. Derudover får Bornholms Regionskommune 20,7 millioner ekstra gennem finansieringstilskuddet.

"Det er helt afgørende for, at vi har en chance for at lave et budget, der hænger sammen," siger borgmester Jacob Trøst (K), der i Bornholms Tidende vurderer, at de ekstra indtægter øger sandsynligheden for en bred budgetaftale.

"Det gør det en lillebitte smule mindre svært at lave budgettet. Men det er stadig en kæmpe opgave"

På kortene herunder kan man få et visuelt overblik over, hvordan de tre tilskud er fordelt mellem kommunerne.

Sidst opdateret: 02/09/2024 - 11:01

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]