En glad Torsten Shack Pedersen præsenteres som minister.

En glad Torsten Shack Pedersen præsenteres som minister. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Schack er beredskabets nye minister - kommunernes ansvar består

Der er i dag sat ansigt på den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab. Troels Lund Poulsen stiller kommunerne en "langt bedre koordinering" i udsigt.

Udgivet: 29/08/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Det bliver Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, der skal være minister for det nye ministerium for samfundssikkerhed og beredskab.

"Jeg får en bred portefølje af opgaver. Der er rigtig meget at tage fat på, og det glæder jeg mig meget til," siger han til TV2.

Oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab kommer ikke til at betyde, at ansvaret for beredskabet bliver taget helt af de kommunale hænder.

"Der kommer stadig til at være et fordelt ansvar. Vi lægger ikke op til, at det kommunale ansvar for det lokale beredskab skal forsvinde. Men der skal være en langt bedre koordinering," sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til NB-Kommune på gårsdagens pressemøde.

I stedet skal samspillet mellem det kommunale og statslige beredskab gentænkes.

Hvordan ansvarsfordelingen præcis kommer til at ligge er endnu uklar. Det får Dansk Industri til at efterspørge en klarere ansvarsfordeling og mere information om de udfordringer, Danmark står over for.

"Det danske beredskab skal samtænkes på tværs af myndigheder og geografi og mellem stat og kommuner. Det er det slet ikke i dag. F.eks. har vi 12 politikredse og 32 fælleskommunale redningsberedskaber," siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.

Torsten Schack Pedersen har siddet i Folketinget siden 2005. Det er første gang, at han bliver minister.

Ros fra KL

I kommunerne har man længe opfordret regeringen til at opprioritere beredskabsområdet.

"Der er virkelig brug for, at nogen skal have fat i styrestangen. Her mener vi, at pilen peger på staten", sagde Birgit S. Hansen, der er formand for KL's klima- og miljøudvalg, til et beredskabsarrangement, som KL og Forsvarsakademiet var vært for i februar.

I dag kvitterer hun for regeringens beslutning om at etablere det nye ministerium.

"Vi har længe efterlyst, at der kom langt bedre sammenhæng i indsatsen for at sikre tryghed og sikkerhed for danskerne. Og derfor er vi meget tilfredse med, at regeringen nu opretter et nyt ministerium med fokus på netop dét,” siger Birgit S. Hansen i en pressemeddelelse fra KL.

Fik du læst?

KL kræver svar fra staten: 'Vi føler os som det barn, man ikke ser'

Arme og ben

På KL's ønskeseddel til Torsten Schack Pedersen er et beredskabsforlig, hvor der er et stort fokus på de kommunernes rolle.

"Det er de kommunale akutberedskaber, der rykker ud, når det brænder, når vandet stiger, når der sker et terrorangreb, eller når folk sner inde i deres biler på motorvejen. Men det er også de kommunale beredskaber, som står i forreste linje, hvis et hackerangreb lykkes med at slukke for strømmen, vandet eller telefonnettet. Kommunerne er med andre ord beredskabets arme og ben. Det bør afspejle sig i beredskabsforliget,” siger Birgit S. Hansen.

Sidst opdateret: 29/08/2024 - 12:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]