
Sociolancen har kørt i København i en årrække, og nu ønsker Region Hovedstaden at udvide ordningen. - Foto: Redningsstation / Privat
Kommune og region: Sociolance-ordning skal bredes ud
Region Hovedstaden er klar til at se på, om Københavns Kommunes ordning med Sociolancen skal udbredes til flere kommuner, der er interesserede. Frederiksberg står først for, mener byrådspolitiker.
Udgivet: 27/08/2024
Region Hovedstaden tager hul på budgetforhandlinger de kommende uger, og her mener regionrådsmedlem og sundhedsudvalgsformand Christoffer Buster Reinhardt (K), at der skal findes penge, så man kan få flere sociolance-tjenester i de kommuner, der ønsker det.
"Hvis Frederiksberg eller andre kommuner siger, at det vil vi gerne være med på, så skal vi også være med til det," siger han til TV2 Kosmopol.
Sociolancen er siden 2015 rykket ud, når nogle af Københavns mest svage og sårbare mennesker har brug for hjælp og omsorg. Men altså kun i Københavns Kommune, der finansierer ordningen sammen med regionen.
Nu ønsker byrådsmedlem i Frederiksberg Kommune Emil Samaras (EL) ordningen udvidet, så sociolancerne også kan operere på Frederiksberg. Han præsenterer det øvrige byråd for sit forslag på mandag, når det første byrådsmøde holdes efter sommerferien.
"Vi vil alle sammen gerne have et stærkt velfærdssamfund og gribe de allersvageste, og med stigende ulighed er der simpelthen nogen, der bliver tabt på gulvet. Der er Sociolancen virkelig noget, der hjælper nogle af de borgere, der har allermest brug for det, og det vil vi gerne være en del af på Frederiksberg," siger Emil Samaras til TV2 Kosmopol.
Han foreslår derfor, at Region Hovedstaden finansierer en større del af en ny sociolance-vogn, og at kommunerne så selv stiller medarbejdere til rådighed.
Region Hovedstaden besluttede i maj på et møde i Sundhedsudvalget at afdække akutberedskabets muligheder for at udvide sociolance-ordningen, hvis Frederiksberg og/eller københavnske omegnskommuner har interesse i det. I 2023 udtrykte Brøndby-borgmester Maja Højgaard (S) (dengang formand for Socialudvalget) sin støtte til et samarbejde:
"Jeg synes, det er rigtig spændende, og jeg vil rigtig gerne indgå et samarbejde, gerne hvis vi er flere vestegnskommuner, der kan være sammen i det," sagde Maja Højgaard dengang til TV2 Kosmopol.
De regionale udgifter til den nuværende københavnske sociolance udgør i alt cirka 3,1 millioner kroner årligt, mens de kommunale udgifter anslås at udgøre cirka 2,7 millioner kroner årligt, skriver TV2 Kosmopol.
Men ifølge Christoffer Buster Reinhardt er det endnu for tidligt at sige, hvad det vil koste hver enkelt kommune. Og om forslaget ender med at blive stemt i gennem i Region Hovedstaden er også uvist, men ifølge Christoffer Buster Reinhardt er forslaget allerede nået langt i en proces, hvor mange andre forslag er sorteret fra.
"Jeg er fortrøstningsfuld, jeg håber på det," siger udvalgsformanden, der godt kan se Sociolancen udbredt til alle 29 kommuner i Region Hovedstaden.
Sidst opdateret: 27/08/2024 - 10:10












































