
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, roser en række af regeringens forslag i nyt udspil.
Formand glæder sig over lempelser i planloven
Landdistrikternes Fællesråd roser nyt udspil for forslag, der vil gøre det nemmere at bygge langs kysten og i landzone. Se, hvordan regeringen foreslår at lempe planloven.
Udgivet: 22/08/2024
Regeringens landdistriktsudspil indeholder en række lempelser af planloven i landområderne. De største forandringer stilles i udsigt på de mindre øer, heriblandt Ærø, Samsø, Fanø, Læsø og Langeland kommuner, som får nemmere ved at planlægge i kystbeskyttelseszonen.
Desuden får kommunerne adgang til at søge om 10 nye forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og naturturisme, ligesom det bliver muligt at udlægge 2.500 nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen uden for områder, som er i fare for oversvømmelser.
Lempelserne af planlovgivningen er det første forslag, som Landdistrikternes Fællesråd hæfter sig ved i kommentaren om udspillet.
"Jeg er rigtig glad for, at regeringen vil lempe lidt i planlovens regler i landzone, muliggøre 2.500 nye sommerhuse i kystnære områder, og generelt vil forenkle planlovens regler, også i kystnærhedszonen. Det er også positivt med justeringer i den udvidede strandbeskyttelseszone på de små øer," siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, i en pressemeddelelse.
Overblik: Regeringens forslag på planområdet
• Forenkle planlovens regler, så det også i kystnærhedszonen bliver muligt at tage overflødiggjorte bygninger i brug til bolig, fritidsformål og erhverv m.v. samt gøre det muligt at ombygge bygningerne i større omfang end i dag uden en landzonetilladelse. Muligheden gælder ikke inden for strandbeskyttelseslinjen, dvs. inden for de første 300 m fra kysten.
• Gøre det lettere at etablere vinterbadningsfaciliteter ved kysten og langs søer og åer.
• Løsne reglerne for de 27 små øer, de 14 små og mellemstore bro- og landfaste øer og de fem mellemstore øer med kommunestatus (Ærø, Samsø, Fanø, Læsø og Langeland, red.) ved at fjerne kravet om særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering ved planlægning for anlæg i kystnærhedszonen uden for strandbeskyttelseslinjen på disse øer.
• Gøre det muligt på de 27 små øer at få tilladelse til indretning af erhverv, turismevirksomhed eller én bolig i en overflødiggjort bygning i den udvidede strandbeskyttelseslinje 100-300 m fra kysten ved ansøgning om godkendelse af en ø-udviklingsplan.
• Gøre det muligt for kystkommuner at byudvikle foran eksisterende by ned mod kysten, hvor dette sker som en symmetrisk afrunding af byens form.
• Gøre det nemmere for kommuner at understøtte den strategiske planlægning for levedygtige landsbyer ved at tillade nye boliger og erhverv på afgrænsede arealer i tilknytning til eksisterende landsbyer efter en konkret vurdering.
• Gøre det muligt at opdele stuehuse på landbrugsejendomme i 2-familieslejligheder og/eller dobbelthuse i ejerlejligheder.
• Igangsætte et tværministerielt arbejde for at afsøge mulighederne for at tillade opførelse af enkelte boliger i det åbne land som erstatning for boliger, der nedrives.
• Gøre det muligt for kommunerne at tillade visse mindre indretninger på og ved bade- og bådebroer til personer med handicap.
• Skærpe planlovens regler om klimatilpasning for at forebygge, at væsentlige værdier ødelægges af oversvømmelse eller erosion.
Steffen Damsgaard glæder sig desuden over signalet, der sendes med etableringen af en pulje til små folkeskoler, frie grundskoler og frie fagskoler i landkommuner. Puljen på 20 millioner kroner om året i 2024 og 2025 rækker dog ikke langt, påpeger han.
"Men vil man for alvor sikre dem langsigtet, bør man forlænge puljen til mere end blot 2025, og forhøje beløbet betydeligt. Eller styrke ø-, land- og yderkommuners økonomi gennem økonomiaftalen eller tilskuds- og udligningsaftalen," siger han om de mindre skoler i landdistrikterne.
Overordnet set mener Landdistrikternes Fællesråd, at regeringen med udspillet sætter en retning for landkommunerne - men der er fortsat et stort politisk arbejde forude og meget at følge op på, understreger Steffen Damsgaard, der også er byrådsmedlem for Venstre i Lemvig Kommune.
Læs hele regeringens udspil her.
Sidst opdateret: 22/08/2024 - 11:01












































