
Dansk Folkeparti har ikke været repræsenteret i byrådssalen i Helsingør i to år, og nu lukker den lokale partiforening helt ned. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (Arkiv)
DF nedlægger sig selv i nordsjællandsk kommune
Uenighed mellem Dansk Folkepartis lokalafdeling i Helsingør Kommune og ledelsen på Christiansborg fører nu til, at formanden opgiver den videre kamp og nedlægger partiforeningen.
Udgivet: 22/08/2024
Dansk Folkeparti findes ikke længere i Helsingør Kommune. Partiets tilstedeværelse i byrådssalen sluttede allerede i 2022, da Marlene Harpsøe skiftede til Danmarksdemokraterne og dermed efterlod Dansk Folkeparti uden repræsentanter i byrådet.
Nu har partiets lokalbestyrelse besluttet at nedlægge sig selv. Det oplyser den nu tidligere formand, Birgitte Milling, til Helsingør Dagblad.
Ifølge Birgitte Milling skyldes kollapset noget helt bestemt - nemlig manglende tillid:
"Der er uenighed omkring den fremadrettede retning for Dansk Folkeparti i Helsingør. Lige nu er jeg i chok, fordi jeg i de seneste år kun har oplevet, at der har været en god dialog, og fordi vi har arbejdet så hårdt på at få det til at spille."
"At Christiansborg nu har meddelt, at de ikke vil erkende og anerkende den måde, vi har arbejdet på, har bestyrelsen tolket som, at der ikke er tillid, og derfor har en enig bestyrelse set sig nødsaget til at nedlægge sig," siger Birgitte Milling til mediet.
Det drejer sig ifølge Birgitte Milling om uenigheder i forhold til udvælgelsen af kandidater til kommunalvalget 2025, hvor hun selv ønskede en plads på stemmesedlen. Men hun og næstformand Jens Kirkegaard mener, at DF fra centralt hold - læs Christiansborg - har forsøgt at tvinge en anden spidskandidat på plads:
"De havde en anden spidskandidat i tankerne. Jeg gider ikke nævne navnet. Personen har ikke engang været medlem af partiet. Vi har tilbudt, at opstillingen kunne ske på lige fod, men det skulle være som spidskandidat, og den indblanding er en mistillidserklæring, som vi har valgt at nedlægge lokalforeningen som en reaktion på," siger Jens Kirkegaard til Sjællandske Nyheder.
Fra Christiansborg lyder det fra partisekretær Erik Bjørn Møller, at man ikke har kunnet blive enige med partiforeningen i Helsingør:
"Men det er forkert og forsimplet at gøre det her alene til en snak om spidskandidaten til kommunalvalget. Vi har over en længere periode været bekymrede over retningen, som bestyrelsen har valgt og har haft en dialog omkring det fredeligt og fordrageligt," siger Erik Bjørn Møller til Helsingør Dagblad.
Sidst opdateret: 22/08/2024 - 10:48












































