
I Nyborg Kommune forsøger man nu med en økonomisk gulerod for at fastholde personale i sosu-sektoren. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune forsøger at fastholde og tiltrække sosu'er med særlig lønstigning
En særlig økonomisk gulerod har sat gang i forhåbningerne om at fastholde og lokke flere sosu-assistenter og -medhjælpere til hjemmeplejen i Nyborg Kommune.
Udgivet: 12/08/2024
Det handler om at fastholde og tiltrække sosu'er - og det gælder i alle landets kommuner. Men nu er der måske en ny idé, som kan inspirere andre. I 2022 indgik Nyborg Kommune og fagforbundet FOA en usædvanlig aftale om løn og uddannelse for sosu-medarbejdere i hjemmeplejen. Det skriver DR.
Det er som bekendt et fag, der er præget af stor udskiftning, et højt sygefravær og hvor det er svært at lokke nye til og holde fast i dem, der allerede er.
"Jeg får uddannelse. Jeg får mere i løn. Det er jo fantastisk. Der er intet negativt i det," siger Trine Rønne Bak, der er sosu-medarbejder i Nyborg Kommune, til DR.
Aftalen går ud på, at hvis medarbejderne tager bestemte fagrelevante kurser i en bestemt rækkefølge, så er de automatisk sikret mere i lønningsposen. Kurserne er indplaceret på fire løntrin, der giver fra 4.800 kroner og op til 19.000 kroner mere om året.
Nyborg Kommune afsatte 10 millioner kroner ekstra om året til forskellige tiltag, der skal tiltrække og fastholde medarbejdere i et presset hverv. Nyborg Kommune er som mange andre kommuner udfordret i forhold til at skaffe medarbejdere nok til at passe og pleje et stigende antal ældre.
Kommunen kan dog ikke dokumentere en effekt af tiltaget endnu. Men der blev også indført en belønning for at gå fra deltid til fuld tid, og det tal er steget, siger ældrechef Solveig Christiansen: I 2021 var der 62 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter på fuld tid. I dag er tallet 135. Så mere end en fordobling.
Solveig Christiansen er overbevist om, at den særlige lønaftale har en effekt. Og hun mener, at kompetenceudvikling er godt for både medarbejdere og organisation.
"Det er en rigtig god aftale. Medarbejderne er bedre klædt på til opgaverne. Det giver tryghed for dem og for borgerne," siger hun til DR.
Sidst opdateret: 12/08/2024 - 10:23












































