
Vesthimmerland har fået ny svømmehal - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Borgmester indvier kæmpe svømmehal: Bedste dag nogensinde
Nordjysk kommune har investeret et trecifret millionbeløb i en ny svømmehal. Borgmester er stolt over, at det ved fælles hjælp er lykkedes entreprenøren og kommune at holde budgettet.
Udgivet: 11/08/2024
Tre års opsparing har båret frugt i Vesthimmerlands Kommune, hvor en ny svømmehal lige har slået dørene op i Aars. Den nye svømmehal er mere end 5.000 kvadratmeter stor og indeholder 50 meter bassin, en sauna og varmtvandsområder, skriver TV2 Nord.
Og det er en glad borgmester Per Bach Laursen (V), der fredag kunne indvie svømmehallen. Han kalder det for den største dag i Vesthimmerlands Kommunes historie.
"Det er i hvert fald den største regning, vi nogensinde har modtaget. Jeg er dog dybt imponeret over, hvad vi har fået for pengene, for der er ikke noget, der er i kaliber med det, vi har fået," siger han til tv-stationen.
Beslutningen om, at kommunen skulle have en ny svømmehal, blev taget, efter det blev konstateret, at den gamle hal var så nedslidt, at det ikke kunne betale sig at forsøge at reparere den.
Projektet har kostet 112 millioner kroner. Pengene har kommunen skaffet ved at spare op og søge midler udefra. Arbejdet på svømmehallen tog sin begyndelse i 2017, men er blevet forsinket på grund af covid19-krisen og krigen i Ukraine.
At det trods de udefrakommende udfordringer er lykkedes at undgå ekstraregninger, skyldes ifølge borgmesteren, at kommunen og entreprenørselskabet "har gjort tingene på nordjysk og taget udfordringerne, som de kom".
"Vi får også tit som kommune skudt i skoene, at vi ikke holder budgetterne, men det er faktisk lykkedes her, og det er på grund af vores samarbejdspartner og de aktører, der har været inde over - og det er jeg stolt over," siger Per Bach Laursen.
De seneste år har flere kommuner haft svært ved at overholde budgetter og tidsfrister ved byggerier af svømmehaller. Før sommerferien droppede Gentofte Kommune et planlagt byggeri, da de estimerede udgifter til en ny svømmehal med 25 meter-bassin voksede til over 290 millioner kroner - en forøgelse på næsten 120 millioner.
Det nye svømmecenter i Aars erstatter den gamle svømmehal samt et friluftsbad, der lukkede permanent to dage før indvielsen.
Sidst opdateret: 12/08/2024 - 10:39












































