
Der skal nu være færre elever i klasserne - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
Nu sænkes klasseloftet: Her fører nye regler til flere klasser
I år er klasseloftet blevet sænket for første gang i 30 år, og i mindst 24 kommuner har man har været nødt til at oprette flere nye børnehaveklasser end ellers, skriver Folkeskolen. Se, hvor lovændringen får betydning her.
Udgivet: 09/08/2024
Når en ny årgang af elever tager hul på folkeskoleuddannelsen næste mandag, så bliver det med færre elever i klassen end tidligere. Det er nemlig i år, at folkeskoleforligskredsens aftale om at sænke klasseloftet fra 28 til 26 elever træder i kraft - og det betyder, at flere kommuner må oprette nye børnehaveklasser.
Det skriver Fagbladet Folkeskolen, der har lavet en rundspørge blandt landets kommuner, som er blevet spurgt til, hvor mange ekstra klasser der oprettes som følge af lovændringen. 24 kommuner ud af de 86, der har afgivet svar, oplyser, at lovændringen resulterer i flere klasser.
Det er Aarhus, der tager prisen som den kommune, der har været nødt til at oprette flest nye børnehaveklasser. Her vil der være hele syv ekstra klasser, når skoleåret begynder for landets yngste elever.
Nummer to på listen er Viborg, hvor der bliver oprettet fem nye børnehaveklasser, efterfulgt af Vejen og Kolding kommuner med tre klasser hver.
Det har været muligt for skoler at søge om dispensation, så klasseloftet på børnehaveklasserne fortsat er på 28 elever i år. Den mulighed har fem skoler benyttet sig af.
Det er ikke alle kommuner, hvor lovændringen vil føre til ændringer. Flere kommunalbestyrelser har valgt at sætte et lavere klasseloft på det kommunale budget. I en kommune som Frederiksberg er der lavet et klasseloft på 24 elever. Det samme gælder Glostrup, hvor der dog er mulighed for dispensation op til 26 elever.
Det er første gang i 30 år, at klasseloftet bliver sænket. De mindre klasser indfases løbende. Fra næste skoleår omfattes 1. klasse også af loftet på 26 elever, og fra 2026/27 kommer 2. årgang med.
Sådan fordeler de nye børnehaveklasser sig
7 nye børnehaveklasser
Aarhus Kommune
5 nye børnehaveklasser
Viborg Kommune
3 nye børnehaveklasser
Kolding Kommune
Vejen Kommune
2 nye børnehaveklasser
Ballerup Kommune
Egedal Kommune
Holbæk Kommune
Hvidovre Kommune
Rebild Kommune
Varde Kommune
Aalborg Kommune
1 ny børnehaveklasse
Bornholm Regionskommune
Esbjerg Kommune
Favrskov Kommune
Faxe Kommune
Holstebro Kommune
Køge Kommune
Lejre Kommune
Middelfart Kommune
Odense Kommune
Svendborg Kommune
Sønderborg Kommune
Vesthimmerlands Kommune
Aabenraa Kommune
Kilde: Fagbladet Folkeskolen
Sidst opdateret: 09/08/2024 - 10:04












































