
Et dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek var nok 2023's mest omtalte arrangement på et bibliotek. Alex Vanopslagh (LA) synes, man bør lukke bibliotekerne og lade private overtage arrangementerne. S-kulturordfører Mogens Jensen støtter, at bibliotekerne bruges til meget mere end udlån af bøger. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix; Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix; Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix; Liv Latricia Habel/Ritzau Scanpix
Nye tal: Bibliotekerne laver flere arrangementer og rummer færre bøger
Bibliotekerne ses oftere i rollen som arrangører af kulturarrangementer. LA-formand har kaldt det opgavetyveri, mens S-ordfører mener, de understøtter fællesskabet. Se, hvilke kommuner der tilbyder flest, og hvor antallet af arrangementer er steget mest de seneste fire år.
Udgivet: 02/08/2024
30.344. Så mange arrangementer blev der ifølge nye tal fra Danmarks Statistik gennemført på de danske biblioteker i 2023.
Der er tale om mere end en fordobling siden 2011 - og et løft på næsten 5.000 i forhold til aktivitetsniveauet i 2022 og årene før coronapandemien. Bibliotekerne huser også i stigende grad udstillinger (3.500 i 2023) og undervisning (8.400).
Tendensen kan spores i hele landet, men som kortet herunder viser, er opblomstringen af bibliotekernes arrangementer især udtalt på Sjælland.
Nødvendige opgaver?
Netop folkebibliotekernes nye funktioner blev sat under kritisk lup sidste år af Liberal Alliance. Partileder Alex Vanopslagh brugte i sin bog bibliotekerne som et eksempel på unødvendigt kommunalt forbrug.
"I dag har vi ikke længere brug for folkebibliotekerne, som vi kendte dem. Digitaliseringen har medført, at meget er tilgængeligt online og tæt på gratis," skriver Alex Vanopslagh i "Vejen til ansvar", der udkom i 2023.
Han mener, at danskerne i dag er så velstående, at man kan købe bøgerne selv, hvis man foretrækker et fysisk eksemplar. Derfor begræder Vanopslagh, at kommunerne ikke har udnyttet teknologiske udvikling til at spare penge.
"Men i stedet for at lukke biblioteker og spare penge har bibliotekerne fundet nye opgaver til sig selv. I dag udlejer de cykler, etablerer dansehold og afholder IT-kurser, festivaler, musikquizzer og minibiografforestillinger for børn. Det er alt sammen hyggeligt, men det er har aldrig været bibliotekets formål, og i realiteten er det et rent opgavetyveri, som først og fremmest er drevet af, at en herskende klasse aldrig nogensinde har set en krone, de ikke mente, de selv kunne bruge bedre end borgerne".
Afsnittet skabte en vis politisk debat og fik blandt andet Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, til at argumentere for, at bibliotekerne på grund af dalende læselyst blandt de unge aldrig har været vigtigere.
"Det er længe siden, at bibliotekerne kun har været et sted at låne bøger. Heldigvis. Moderne biblioteker fungerer som kulturelle samlingspunkter, der udover udlån, information og litteraturformidling, understøtter fællesskab med møder, kulturarrangementer og debatter," skrev kulturordfører Mogens Jensen i et indlæg i Avisen Danmark.
Bibliotekernes samlede antal besøgende steg med ni procent fra 2022 til 2023. De 31,1 millioner besøg er dog godt seks millioner færre end i 2019.
Ti millioner færre bøger
At bibliotekernes mest traditionelle funktion - udlån af fysiske bøger - fylder mindre, underbygges af de nye data fra Danmarks Statistik. Bestanden af bøger på hylderne er reduceret med 30 procent siden 2009, og det fysiske udlån af bøger er faldet med 36 procent. I samme periode har elektroniske udlån dog taget fart.
Antallet af biblioteksbrugere er dog ikke skrumpet ind, men vokser i takt med den generelle stigning i folketallet. Andelen af danskerne, der opfattes som aktive lånere, ligger ligesom for 14 år siden på 32 procent.
Tallene vidner om, at der er store lokale forskelle på, hvor meget bibliotekerne anvendes til arrangementer. Omfanget spænder fra næsten 20 arrangementer per 1.000 indbyggere i Ballerup Kommune til 0,7 per 1.000 bornholmere.
Det er værd at bemærke, at den markante spredning i et vist omfang kan skyldes forskellige måder at definere og opgøre arrangementer på.
Arrangementer
Danmarks Statistik definerer et arrangement på denne måde: "En enkeltstående begivenhed organiseret af et bibliotek, typisk med et litterært, kulturelt eller uddannelsesmæssigt formål, uanset om adgangen er gratis eller der opkræves entré. Arrangementer omfatter ikke brugerundervisning."
De alternative former for anvendelse som arrangementer og undervisning kan dog næppe ses som et udtryk for, at bibliotekerne har fundet nye måder at udfylde medarbejdernes arbejdstid og dermed slet ikke har gennemført besparelser.
Antallet af årsværk på bibliotekerne var i 2023 på 3.200, hvilket er 12 procent færre end i 2019, oplyser Danmarks Statistik i temaartiklen, som kan findes her.
Sidst opdateret: 02/08/2024 - 13:08












































