Ledigheden kryber langsomt opad - Vestsjælland skiller sig ud

Trods en tendens til flere arbejdsløse gennem to år forbliver ledigheden på et relativt lavt niveau, men med tydelige forskelle mellem kommunerne. Se udviklingen de seneste 12 måneder i din kommune.

Udgivet: 28/06/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Ledigheden er steget stille og roligt siden foråret 2022 - fra 2,4 procent dengang til 2,9 procent i maj 2024.

Og udviklingen er fortsat fra april til maj, oplyser Danmarks Statistik, der netop har offentliggjort nye ledigshedstal.

På kortet herunder er de seneste 12 måneders udvikling illustreret. Ser man bort fra de mindste ø-kommuner, har Sorø, Stevns, Struer og Kalundborg kommuner gennemgået den mest positive udvikling siden maj 2023 med fald i ledigheden på 0,2-0,3 procentpoint.

Det er værd at bemærke, at den sæsonkorrigerede ledighed falder på den nordvestlige del af Sjælland, hvilket kan hænge sammen med Novo Nordisks store investeringer i Kalundborg-området, mens det generelt er sparsomt med blå klynger på kortet.

I mange kommuner er ledigheden øget en smule i det forgangne år. Størst har stigningen været i Furesø, Kerteminde og Thisted kommuner, hvor de lediges andel af arbejdsstyrken er vokset med 0,5 procentpoint.

Fra 1,5 til 4,6 procent

I et historisk perspektiv er ledighedsprocenten fortsat på et lavt niveau. Anført af Allerød Kommune med 1,5 procent er Nordsjælland den landsdel, hvor der er færrest ledige (2,1 procent). Også de fleste kommuner langs den jyske vestkyst ligger et godt stykke under landsgennemsnittet på 2,9 procent.

Omvendt er niveauet relativt højt i københavnsområdet, hvor ledigheden ligger på 3,5 procent. Ishøj Kommune har med 4,6 procent landets største andel af ledige. Generelt er ledighedsprocenten i de fire største universitetsbyer 1-2 procent højere end i nabokommunerne, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Den høje beskæftigelse har haft en gavnlig effekt på økonomien i mange økonomier, da der bruges færre penge på overførsler.

Ledigheden tog et stort dyk, da coronakrisen løjede af, og siden foråret 2022 er ledighedsprocenten steget langsomt. Landsgennemsnittet på 2,9 procent er forholdsvis lav, hvis man sammenligner med niveauet siden finanskrisen. På intet tidspunkt i 2010'erne var den sæsonkorrigerede ledighed under 3,5 procent. For 10 år siden var ledighedsprocenten 5,0 procent, og i 2010-12 var over seks procent af arbejdsstyrken meldt ledige hovedparten af tiden.

Sidst opdateret: 28/06/2024 - 13:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]