
Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har skrinlagt et projekt, der skulle bringe antallet af skoleelever, der modtager specialundervisning, skulle ned på tre procent. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Nej til tre procent: Politikere dropper forvaltningens måltal for specialtilbud
Børne- og Ungdomsudvalget i København skrottede en stor del af forvaltningens udkast til en ambitiøs inklusionsplan på hovedstadens skoler.
Udgivet: 27/06/2024
De københavnske politikere afviste onsdag at fastsætte et mål om, at andelen af skoleelever, der modtager specialundervisning, skal ned på tre procent.
"Forvaltningen skal arbejde videre med, at flere børn og unge end i dag skal have deres hverdag i almenmiljøerne, men der opstilles ikke faste politiske måltal for forandringen," besluttede et enigt børne- og ungdomsudvalg, fremgår det af mødereferatet.
Politikerne lavede ifølge udvalgsmedlemmer flere væsentlig ændringer til embedsværkets oplæg.
"Der er rigtig meget af forvaltningens oprindelige udkast, som er røget i makulatoren. Med al respekt for den dygtige forvaltning ser vi med positive øjne på, at en stor del af det oprindelige udkast er skrottet," siger Emil Sloth Andersen fra Alternativet til Skolemonitor.
Også SF og Enhedslisten glæder sig over, at politikerne var enige om at skrotte måltallene.
"Det er fuldstændig aflivet. Det er ikke måden, man får flere børn i trivsel i det almene miljø," siger Gorm Gunnarsen (EL) til Skolemonitor.
Der har været kritik af flere dele af planen, som blev lanceret tidligere på måneden, og punktet blev derfor udskudt til et ekstraordinært udvalgsmøde.
I dag er 4,6 procent af eleverne segregeret i København, og hertil kommer yderligere én procent i fleksible tilbud. Lærerforeningen i København havde kaldt det "urealistisk" at sænke andelen af elever i specialtilbud til 3 procent.
En ny visitationsmodel til specialtilbud er stadig i støbeskeen, men beslutningen er udskudt til efter sommerferien.
Sidst opdateret: 27/06/2024 - 11:31












































