
Letbanen i Odense har brug for ekstra penge for at fortsætte driften i 2025 og 2026. Det samme gælder byens busser. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Enormt økonomisk hul i Odenses offentlige trafik
Borgmester vil finde 270 mio. kr. i kommunekassen til at afhjælpe store økonomiske problemer i byens kollektive trafik. Både letbane og bustrafik kører med heftige underskud, men oppositionen stritter imod.
Udgivet: 25/06/2024
Den kollektive trafik i Odense Kommune er i alvorlig økonomisk krise. Fynbus og Odense Letbane kører med underskud, der samlet set over 2025 og 2026 vil ende i 269,6 millioner kroner.
Det kom frem ved et pressemøde mandag efter et møde i Økonomiudvalget, hvor en ekspertgruppe præsenterede udvalget for en række forslag til at forbedre driften i fremtiden.
Formand for ekspertrådet, professor Otto Anker Nielsen, anbefalede, at der rettes et særligt blik mod busdriften, der har store udfordringer. Konklusionen er, at det hele kan løftes på flere parametre. Se anbefalingerne i faktaboksen herunder.
Men det er dog letbanen tegner sig for langt det største underskud. Det ventes at løbe op i 202,4 millioner kroner i 2025 og 2026. Fynbus' underskud på samlet 67,2 millioner kroner i 2025 og 2026.
Kollektivt minus i Odense
2025
Fynbus: -27,9 millioner kroner.
Odense Letbane: -102,6 millioner kroner.
2026
Fynbus: -39,3 millioner kroner.
Odense Letbane: -99,8 millioner kroner.
Det får dog ikke Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til at vakle. Pengene skal ifølge ham tages fra et overskud i kommunens samlede regnskab for 2023.
Derfor skal der, med borgmesterens udlægning, ikke fjernes penge fra andre områder som skoler eller ældrepleje, understreger han ifølge Ritzau. Han oplyser, at kommunens økonomiudvalg onsdag vil tage stilling til spørgsmålet.
"Hvis man ikke har røv i bukserne til at pege på en finansiering, er det det samme som at afvikle busserne og letbanen. Og det vil jeg ikke," siger Peter Rahbæk Juel.
Færre passagerer end ventet
I årrækken 2022 til 2024 har letbane og busser fået i alt 253 millioner kroner ekstra for at dække underskud, skriver Fyens Stiftstidende.
Hvis trafikken igen får nye penge, som borgmesteren lægger op til, vil kommunen samlet set have punget over en halv milliard mere ud, end der oprindeligt har været budgetteret med. Selv peger Odense Letbane på, at de økonomiske vanskeligheder skyldes, at der er for få passagerer.
Men oppositionen i Odenses byråd er ikke imponeret over de økonomiske udsigter, borgmesteren optegner. Hvis det står til byrådsmedlem i Odense Kommune Araz Khan (LA), skal Odense Letbane hæve billetpriserne:
"De latterligt billige billetpriser skal op. 15 kroner er langtfra nok," siger Araz Khan til TV2 Fyn, der dog ikke vil svare konkret på, hvad prisen skal hæves til.
Ifølge det konservative byrådsmedlem og rådmand Søren Windell skal den slags underskud mødes med krav:
"Vi er ikke parate til at give yderligere penge til Letbanen, uden der også stilles krav," skriver han i et skrifteligt svar til TV 2 Fyn.
Udover at skulle finde pengene til at dække driftsunderskuddet har politikerne på rådhuset i Odense også løbende diskuteret et fase 2 i forhold til netop letbanen, men den diskussion ser nu ud til at blive parkeret foreløbig.
Ekspertrådets anbefalinger
Ekspertrådet er kommet med deres anbefalinger vedrørende kollektiv trafik i Odense. Ekspertrådets formål er at give anbefalinger med hensyn til:
Optimere tilbuddet af kollektiv trafik og afveje tilbuddet i forhold til mulige indtægter fra brugerne.
Sammenhæng i Odenses samlede kollektive trafiksystem som et netværk med busser, letbane og tog med henblik på, at flere benytter det kollektive trafiksystem.
Viden, der kan danne grundlag for prognoser og budgetlægning for både busser og letbanen fra 2025 og frem.
De fem anbefalinger er:
1. Konkurrencedygtigt trafiknet
- Etablér et stambussted med forbedret fremkommelighed.
- Odense Banegårds Center som effektivt knudepunkt.
- Styrket fremkommelighed.
- Flere attraktive skiftesteder.
- Supplér med fleksible mobilitetsløsninger.
- Samordn bybusser og regionale busser.
2. Enkelthed for kunderne
- Styrk formidlingen af det samlede kollektive tilbud.
- Lav et bedre og mere enkelt takstsystem.
- Overvej, om midlerne bruges bedst på rabatter eller øget drift.
3. Effektiv planlægning og drift
- Etablér et fælles data- og videnscenter.
- Vidreudvikl og bring opsamlet viden i spil.
- Opdatér Odense Trafikmodel.
4. Byudvikling ved fortætning
- Fokusér på byfortætning i centrum og den tætte by.
- Anden prioritet er byudvikling i bymæssige korridorer og knudepunkter.
- Mere attraktiv parkeringspolitik.
5. Højklasset kollektiv trafik i fremtiden
- Udnyt de eksisterende jernbaner bedre.
- Samtænk en eventuel letbanelinje 2 med ekspertrådets øvrige anbefalinger.
Kilde: Ekspertrådet/Odense Kommune
Ekspertrådet
Ekspertrådet består af:
Otto Anker Nielsen, professor og divisionsleder ved DTU Management, Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi (formand).
Aud Tennøy. Forskningsleder, Transportøkonomisk Institut (TØI), Oslo.
Anders Wretstrand, strategiker ved Skånetrafiken/associate professor, Lunds Universitet.
Sidst opdateret: 25/06/2024 - 10:14












































