
Nyt dansk World Tour-cykelløb bliver opvarmningsløb til Tour de France
En kommende klassiker er måske skabt blandt internationale cykelløb. Nu tager partnerkredsen og arrangørerne bag 'Copenhagen Sprint' næste skridt med præsentation af rute, navn og program for løbet.
Udgivet: 17/06/2024
Når løbets start til næste sommer går i Roskilde med målstreg i København, er det under navnet Copenhagen Sprint. Det blev slået fast ved en lanceringsevent på Københavns Rådhus i dag.
Løbet, som omfatter et eliteløb for både kvinde- og herreryttere, har fået en placering i UCI-løbskalenderen 21. og 22. juni 2025, som gør det muligt for sprinterne at teste formen endeligt forud for verdens største cykelløb, Tour de France.
Løbet får startskud ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde med målstreg ved Statens Museum for Kunst i København. Ruten snor sig gennem det nordsjællandske landskab med naturskønne veje, slotte og vartegn for til sidst at munde ud i Københavns gader over broer, søer og forbi det historiske og moderne Københavns bygninger og seværdigheder.
I løbsweekenden vil partnerkredsen bag skabe en folkefest og cykelfestival med masser af aktiviteter for børn, voksne og cykelfans. Bl.a. arrangeres et folkecykelløb, hvor alle gratis kan cykle ruten i København. Ved målområdet skal en cykelfestival løbe af stablen, hvor alle er inviteret med, ligesom der også vil være hot spots med lokale cykelfester langs hele ruten.
Som del af cykeleventen afholdes et politisk topmøde. Cykeltopmødet sætter rammen for nye strategiske samarbejder, der kan fremme hverdagscykling i Danmark og resten af verden.
Fakta om Copenhagen Sprint
Copenhagen Sprint består af to professionelle løb: Et elitecykelløb for både kvinde- og herreryttere.
Kvindeløbet afvikles lørdag 21. juni 2025.
Herreløbet afvikles søndag 22. juni 2025.
Folkecykelløb for alle på ruten i de københavnske gader. Det er gratis at deltage.
Folkefest og cykelfestival i Roskilde, København og rundt på ruten med hot spots og aktiviteter for børn, voksne, turister og cykelfans. Der vil bl.a. være cykelfestival ved målområdet i København. Frivillige foreninger, erhvervsliv og organisationer inddrages, så vi sammen skaber en cykelfest, der involverer alle cykelelskende danskere.
Som del af cykeleventen afholdes et politisk topmøde. Cykeltopmødet sætter rammen for nye strategiske samarbejder, der kan fremme hverdagscyklisme i Danmark og resten af verden.
FAKTA OM RUTEN
21. juni 2025: Ruten for kvinder er 160 km. 130 km fra Roskilde til København. 3 omgange i København på 10 km rundstrækning.
22. juni 2025: Ruten for herrer er 230 km. 180 km fra Roskilde til København. 5 omgange i København på 10 km rundstrækning.
Se den samlede rute og information om hele cykeleventen på løbets nye website, hvor rutekort/film også kan downloades: www.copenhagensprint.com
Sidst opdateret: 17/06/2024 - 15:52












































