Mungo Park teateret i Allerød er et af syv teatre, der nu får udviklingstilskud.

Mungo Park teateret i Allerød er et af syv teatre, der nu får udviklingstilskud. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ny aftale om scenekunst: Milliontilskud på vej til syv egnsteatre

En bred aftale på Christiansborg vil give syv egnsteatre et udviklingstilskud, så den gode scenekunst også kan nydes uden for de store byer.

Udgivet: 13/06/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

God scenekunst skal ikke kun være forbeholdt byboer, og derfor kan syv kommuner nu glæde sig over, at deres egnsteater står til en økonomisk 'håndsrækning' fra Christiansborg.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse

Seks af teatrene vil hver få 4,7 millioner kroner samlet i årene 2024 til 2027, og de er udvalgt på baggrund af, at de har et højt scenekunstfagligt niveau og 'mulighed for at udbyde scenekunst af særlig høj kvalitet til et bredere publikum eller i et større regionalt område'. Det er Baggårdsteatret i Svendborg, Sjællands Teater i Holbæk, Mungo Park i Allerød, Limfjordsteatret i Nykøbing Mors og Holstebro Teater, der kan hive pengeposen hjem, og det er teatrene selv, der vælger, hvad millionerne skal bruges på.

"Vi har prioriteret at give en håndsrækning til teatre, der i forvejen udviser stort engagement og drivkraft og dermed har et potentiale for at nå endnu flere, end de gør i dag," siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i pressemeddelelsen.

Det sidste af teatrene er Bornholms Teater, der i samme årrække vil modtage 4 millioner kroner i alt. Her gives pengene på baggrund af udfordringerne, der følger med placeringen på solskinsøen, hvor det samtidig er det eneste professionelle teater.

"Bornholms Teater har højere udgifter på grund af sin placering. Det skal ikke gå ud over de scenekunsttilbud, som bornholmerne har i deres nærområde, at medvirkende og scenografi skal med fly eller færge for at nå hen til teatret," siger kulturministeren.

Udviklingstilskuddet er afsat på finansloven for 2024, og Folketingets finansudvalg skal nu godkende fordelingen af pengene.

Sidst opdateret: 20/06/2024 - 12:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]