Pia Olsen Dyhr og Kira Marie Peter Hansen har med søndagens valgresultat fået mange socialdemokrater til at kigge sig over skuldrene. SF høstede 17,4 pct. af stemmerne på landsplan, mens S blot opnåede 15,6 pct.

Pia Olsen Dyhr og Kira Marie Peter Hansen har med søndagens valgresultat fået mange socialdemokrater til at kigge sig over skuldrene. SF høstede 17,4 pct. af stemmerne på landsplan, mens S blot opnåede 15,6 pct. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Analyse

SF's valgsejr skaber nervøsitet hos S - men EP-valg er ikke kommunalvalg

I 20 kommuner med S-borgmestre blev SF største parti ved EP-valget. Det har fået alarmklokkerne til at ringe hos de socialdemokratiske borgmestre - ikke i mindst i de største byer, hvor SF's valgsejr var mest suveræn.

Udgivet: 11/06/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I 28 kommuner fik SF flest stemmer ved søndagens europaparlamentsvalg. Hovedparten ligger på Sjælland i og omkring København, men SF overgik også Socialdemokratiet i en klynge østjyske kommuner samt i Fyns to største byer, Odense og Svendborg.

I landets tre største byer blev SF under ledelse af valgets stemmesluger Kira Marie Peter-Hansen det største parti. Bevægelserne i vælgerlandskabet har fået en del S-borgmestre på banen med bekymringer over tingenes tilstand.

"Vi har som borgmestre også et kommunalvalg om halvandet år, og mange vil være nervøse for, at det er en tendens," siger Michael Stegger (S) fra Syddjurs Kommune til TV2.

Syddjurs er en af 20 kommuner med S-borgmestre, hvor SF blev det største parti ved EP-valget, viser NB-Kommunes opgørelse. I nogle af landets største kommuner blev socialdemokraterne slået nok så eftertrykkeligt af SF.

I København opnåede SF tre gange flere stemmer end socialdemokraterne, mens vælgerne på Frederiksberg og i Aarhus satte omtrent dobbelt så mange krydser ved liste F som ud for liste A.

I en række traditionelle S-højborge i omegnen af København som Herlev, Ballerup og Glostrup var SF tæt på at tangere socialdemokraterne. SF blev desuden største parti i en række kommuner, hvor Venstre eller De Konservative sidder på borgmesterposten - eksempelvis Lejre, Helsingør og Ringsted.

Det er værd at bemærke, at SF generelt står stærkere ved EP-valg end ved kommunalvalg, så det vil være en stor overraskelse, hvis SF's lokale kandidater til KV25 kan matche søndagens flotte resultat. I kommuner som Furesø, Svendborg og Frederiksberg fik SF i søndags mere end tre gange så stor en stemmeandel som ved seneste kommunalvalg.

I forhold til EP-valget i 2019 er SF i de fleste kommuner med S-borgmestre noteret for en fremgang på 5-6 procentpoint, mens S taber 4-7 procentpoint. Med udsving i samme skala på kommunalt niveau vil S i de fleste kommuner bevare status som det største røde parti, men SF'erne vil have gjort et stort indhug i forspringet og stå med stærkere kort ved konstitueringsforhandlingerne på valgnatten.

Granske årsager

Det er tid til at kigge indad, lyder det fra flere S-borgmestre. De stiller forskellige diagnoser, når de ser tilbage på EP-valget, der lige netop sikrede Socialdemokratiet tre mandater.

"Vi taber til SF, der er meget klarere på klimapolitikken og den grønne omstilling, hvor jeg synes, regeringen er alt for nølende. Vi er slet ikke skarpe nok. Det er derfor, SF har overhalet os. Det er 100 procent sikkert," siger Holstebro-borgmester H.C. Østerby (S) til TV2.

Mest bekymrende er valgresultatet muligvis for S i København, hvor "alarmklokkerne bimler og bamler" ifølge gruppeforperson Lars Weiss (S).

"Ifølge tallene har SF, Enhedslisten og Alternativet flertal alene, og så bliver det ikke en socialdemokrat, der bliver overborgmester. Det er risikoen nu. Hvis vi tager det her resultat, så får vi ikke engang mandater nok til at sikre os selv en ressortborgmesterpost," siger Lars Weiss til Jyllands-Posten og tilføjer, at der i hans optik er en entydig forklaring på nedturen i hovedstaden.

"Det er en kombination af flere ting. Partiets nationale kurs er sikkert noget af forklaringen, ligesom SVM-samarbejdet og afskaffelsen af store bededag."

SF har i dag borgmesterposten i to kommuner: Anders Wolf Andresen i Hvidovre og Tonni Hansen på Langeland.

Sidst opdateret: 11/06/2024 - 11:07

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]