
Smilene var brede hos Kristoffer Storm og Inger Støjberg (DD) på valgaftenen. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Danmarksdemokraterne blev størst i seks kommuner
Specielt i den nordlige del af Jylland puster Inger Støjberg Venstre-borgmestrene i nakken.
Udgivet: 11/06/2024
Venstre kom helskindet fra EP-valget og fik valgt Morten Løkkegaard og Asger Christensen til Bruxelles. Her får de selskab af Aalborg-rådmand Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne, der gjorde en flot debut på den nationale scene og opnåede femteflest personlige stemmer.
Succesen blev grundlagt på den nordjyske hjemmebane. I en håndfuld kommuner i den nordlige del af Jylland blev DD det største parti: Jammerbugt (19,9 procent), Læsø (19,5), Skive (20,4) Morsø (21,4) og Mariagerfjord (22,0). Alle fem har i dag Venstre-borgmestre.
DD blev også større end V i Brønderslev (18,6) og Frederikshavn (17,4), men fik her færre stemmer end S.
I tre andre nordjyske kommuner med V-borgmestre - Vesthimmerland (20,2 pct. til DD), Thisted (18,8) og Rebild (17,0) - sikrede Venstre sig lidt flere stemmer end det nye parti.
Når DD om halvandet år kommer på stemmesedlen ved et kommunalvalg for første gang, vil det blive spændende at se, hvor mange steder partiet vil være i stand til at finde slagkraftige lokale kandidater, der kan tage kampen op med de etablerede venstrefolk - ikke mindst i kommunerne, hvor Inger Støjbergs popularitet er størst.
Også på Ærø blev Danmarksdemokraterne med 23,1 procent af stemmerne det største parti ved EP-valget.
På landsplan opnåede DD en tilslutning på 7,4 procent. Resultatet skal ses i lyset af, at Støjberg, Storm og co. har svært ved at hente stemmer tæt på hovedstaden. I kommuner som Furesø, Rudersdal, København og Gentofte kommuner fik DD blot 1 procent af stemmerne.
Sidst opdateret: 11/06/2024 - 11:02












































