Viceborgmester Morten Riis (EL) og borgmester Jacob Trøst (K) følger debatten om kommunernes krav til økonomiaftalen under delegeretmødet. Delegationen fra Bornholm var meget tilfredse med, at de med deres medlemsforslag havde sat et aftryk på processen.

Viceborgmester Morten Riis (EL) og borgmester Jacob Trøst (K) følger debatten om kommunernes krav til økonomiaftalen under delegeretmødet. Delegationen fra Bornholm var meget tilfredse med, at de med deres medlemsforslag havde sat et aftryk på processen. - Foto: Jakob Nørmark

De skærpede tonen med vidtgående forslag: Sådan vurderer ophavsmændene økonomiaftalen

Det bliver ikke bornholmerne, der oplever øget velfærd med "historisk" økonomiaftale, mener forfatterne bag forslaget, der skabte stor debat op til KL's topmøde. Viceborgmester er skuffet over, at KL's forhandlere ikke fik mere igennem. "Jeg mener ikke, formandskabet levede op til deres mandat," siger han med henvisning til beslutning fra delegeretmødet.

Udgivet: 07/06/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I årets første måneder skabte et forslag fra kommunalbestyrelsen på Bornholm uro på de indre linjer i kommunedanmark. Op til KL's delegeretmøde vedtog bornholmerne en vidtgående tekst med en række krav til forbedringer til økonomiaftalen med regeringen. Nøglesætningen i forslaget, som borgmester Jacob Trøst (K) og viceborgmester Morten Riis (EL) stod bag, var, at hvis aftalen ikke tog højde for kravene "i væsentligt omfang, bør KL’s bestyrelse afvise at indgå en aftale".

I fredags kom kommunernes økonomiaftale for 2025 i hus, og NB-Kommune har spurgt de to ophavsmænd, hvordan de ser på aftalen, der af forhandlerne blev lanceret som "historisk" (Jacob Bundsgaard), den bedste aftale for landets kommuner i årevis (Martin Damm og Nicolai Wammen) og med ekstra midler i en grad, så der nu "bliver mulighed for at investere markant" i velfærden (Sophie Løhde).

Viceborgmesteren fra Enhedslisten mener, at forhandlerne fra KL har "brilleret på en let baggrund".

"Hvad har Martin og Jacob brugt af forhandlingskapital på at få økonomiaftalen igennem?" spørger Morten Riis (EL).

Løftet af servicerammen på 3,2 milliarder kroner skal ses i lyset af, at 1 milliard kroner dækker det demografiske træk, mens cirka 1,5 milliarder går til at finansiere de øgede udgifter til det specialiserede socialområde. At det under forhandlingerne er lykkedes at opnå et beløb til velfærdsforbedringer herudover på en lille milliard, sådan som NB-Økonomi vurderer, bestrider Morten Riis.

Han hæfter sig ved, at aftalen også disponerer over de cirka 550 millioner kroner, Folketinget med ældrereformen tilfører kommunerne til ældreområdet, ligesom 900 millioner kroner til faglokaler i folkeskolen indgår i den forhøjede anlægsramme.

"De sminker det samlede beløb med de tal," siger Morten Riis og tilføjer:

"Der er ikke én ny krone i aftalen til at udvikle velfærden".

Fik du læst?

Økonomiaftalen ruller ikke engang et års besparelser på almenområdet tilbage

På pressemødet for en uge siden lagde KL-formand Martin Damm vægt på, at pengene fra ældreaftalen ikke er øremærket til snævert definerede tiltag, men indgår i en generel forhøjelse af bloktilskuddet.

"Det var noget andet, hvis der fulgte en alenlang liste af krav med," sagde Martin Damm i et forsvar for, at de 550 millioner fra ældreaftalen er regnet med som en forbedring i forhold til aftalen for 2024.

Borgmesteren på Bornholm, Jacob Trøst (K), er ikke lige så kritisk som sin byrådskollega. Dog er de enige om, at forhøjelsen af de økonomiske rammer ikke vil føre til velfærdsinvesteringer på Bornholm, men blot vil gøre det muligt at reducere sparebehovet.

Burde KL have overvejet at afvise at indgå den aftale, der er lagt frem. Eller er den så god, at du godt forstår, hvorfor KL er med?

"Jeg kan godt forstå, KL er med, for aftalen er bedre end tidligere. Og KL repræsenterer 98 kommuner, så for mange kommuner vil aftalen sikkert være god. Men vi har bare et efterslæb på Bornholm, som gør, at aftalen ikke løser vores problemer," siger Jacob Trøst, der overordnet er positiv over, at det for KL er lykkedes at opnå en bedre aftale end tidligere.

Da NB-Kommune traf ophavsmændene på Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg, fortalte de, at idéen blev født på et økonomiudvalgsmøde. Her drøftede politikerne, hvad de internt kunne gøre for at rette op på den pressede økonomi, men snakken kom også til at gå på eksterne handlemuligheder.

Sammen skrev de teksten, som vakte en del opsigt i kommunedanmark. Andre konservative borgmestre spurgte Jacob Trøst, hvad han mon havde gang i Bornholm, men når han – forklarer han selv -  fik anledning til at uddybe baggrunden, fik de en bedre forståelse for intentionerne. En rundspørge lavet af NB-Kommune op til topmødet viste, at et stort flertal støttede det bornholmske forslag.

Fik du læst?

Rundspørge: Overraskende stor opbakning til Bornholms forslag ved delegeretmødet

Medlemsforslaget kom dog aldrig til afstemning i Aalborg, da KL's bestyrelse aftenen før delegeretmødet blev enige om et afværgeforslag med lidt blødere formuleringer - blandt andet med passagen om en "en eventuel aftale", der fungerede som en trussel om, at KL ikke nødvendigvis ville stemme for en aftale.

Morten Riis synes, KL's bestyrelse i sidste uge skulle have forholdt sig til teksten, der blev vedtaget på delegeretmødet, da de vurderede økonomiaftalen.

"Jeg mener ikke, at formandskabet og bestyrelsen har levet op til det mandat, som de fik af de delegerede på topmødet," siger viceborgmesteren og vender tilbage til teksten.

"Man kan diskutere, om vi overhovedet sikrer rammerne - og vi kommer slet ikke til at kunne udvikle velfærden," lyder den pessimistiske dom fra Bornholm.

Fakta

Det vedtagne ændringsforslag fra KL's bestyrelse på delegeretmødet

"Velfærdssamfundet står ved en skillevej. Kommunerne er udfordret på økonomien. KL’s bestyrelse har lyttet til debatten i kommunerne og de indkomne forslag. KL vil fastholde og forstærke det politiske pres på regeringen op til og under økonomiforhandlingerne, så en eventuel økonomiaftale kommer til at sikre økonomiske rammer og muligheder til at udvikle den kommunale velfærd.

Udgiftspresset er markant på det specialiserede socialområde, og samtidig er der et behov for i kommunerne at prioritere fx ældreområdet, folkeskolen, sundhedsområdet, klimasikring, kollektiv trafik, mv.

KL og kommunerne vil sammen frem mod økonomiforhandlingerne tydeliggøre behovet for økonomisk og lokalpolitisk råderum"

Han mener, at presset på det specialiserede socialområde skal aftage markant i forhold til 2023, hvis økonomiaftalen reelt set skal give kommunerne et frirum til at investere i velfærd.

"Og det er der ikke noget, der tyder på," tilføjer Morten Riis, der samtidig minder om, at kommunerne står med et stort efterslæb fra adskillige års spareøvelser og udhuling af velfærden.

Han svarer ikke direkte på NB-Kommunes spørgsmål om, hvor mange penge der skulle være tilføjet med økonomiaftalen, for at Enhedslisten ville have stemt for. For partiet er det centralt, at der er oparbejdet et efterslæb på 50 milliarder kroner, når væksten i kommunerne holdes op imod væksten i den private sektor.

"Selvfølgelig kan vi ikke indhente det gab i én aftale, men økonomiaftalen for næste år skulle have været et skridt på vejen. Finansministeren kan jo godt have ret i, at det er den bedste økonomiaftale i 15 år. Men det er kun, fordi de foregående har været så dårlige for kommunerne," siger viceborgmesteren.

Bornholms Regionskommune var sidste år den næststørste modtager fra særtilskudspuljen, og kommunalbestyrelsen har tidligere på året søgt om at få en udviklingsaftale med Indenrigsministeriet.

Fik du læst?

To kommuner starter året med stop for anlæg og ansættelser

Sidst opdateret: 07/06/2024 - 10:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]