Store forskydninger: Her ventes børnetallet at falde mest de kommende år

Antallet af børn i daginstitutionsalderen står til at falde i to tredjedele af landets kommuner frem mod 2030, viser den nye befolkningsfremskrivning, der baseres på nedjusterede fertilitetstal. Se fremskrivningens effekt på børnetallet og den ventede udvikling i din kommune.

Udgivet: 06/06/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Danmarks Statistik nedjusterede i tirsdags kraftigt forventningerne til, hvor mange børn kvinderne vil føde i fremtiden. At den kommende generation af kvinder blot ventes at sætte 1,69 børn i verden i gennemsnit, har betydet, at antallet af børn under seks år i 2030 falder med over 36.000, når der sammenlignes med de seneste års prognoser.

Fik du læst?

Ny befolkningsprognose: Stor ændring vil påvirke kommunerne

Kigger man udelukkende på forventningerne til udviklingen fra 2024 til 2030 med den nye præmis, går børnetallet (blandt 1-5-årige) tilbage i mere end to tredjedele af kommunerne - og størst er reduktionen i en række yderkommuner. Tønder topper med et fald på 10,3 procent, mens kommunalpolitikerne i Lolland, Struer, Aabenraa og Vesthimmerlands kommuner også kan se frem mod fald på over ni procent, hvis de udelukkende tager bestik af den nationale befolkningsfremskrivning.

På landsplan ventes antallet af børn i den typiske daginstitutionsalder at stige med 0,2 procent fra 2024 til 2030. For blot to år siden var der en forventning om, at man fra 2024 til 2030 ville opleve en stigning på 10,6 procent.

Befolkningsfremskrivningen peger på, at børnetallet procentvist vil stige mest i Høje-Taastrup, Brøndby og Silkeborg kommuner. Da fremskrivningen er baseret på de seneste års udvikling, vil lokale befolkningsprognoser i mange tilfælde være anderledes i vækstkommunerne, da muligheden for et hurtigt stigende børnetal de kommende år hænger tæt sammen med byudviklingsplanerne.

De ændrede forudsætninger betyder, at det for kommuner bliver aktuelt at genoverveje planerne for åbninger af nye daginstitutioner. Andre steder er det nedjusteringer i kapaciteten, som kommer på dagsordenen for byrådene. Senest har Københavns Kommune reageret på udviklingen og skæve prognoser ved at indlede en proces om lukning af vuggestuer og børnehaver i hobetal.

NB-Kommune har trukket tal fra den nye befolkningsprognose og sammenlignet med prognosen fra 2022 for at belyse, i hvilke kommuner de seneste to års udviklingen og de nye forudsætninger for fertilitet skaber de største forskydninger.

I gennemsnit er det ventede børnetal i 2030 nedjusteret med 10 procent, men i enkelte kommuner overstiger forskellen 20 procent. Det gør sig gældende i Allerød og Dragør kommuner.

Vesthimmerlands, Morsø, Albertslund og Skanderborg hører til de kommuner, hvor det ventede antal 1-5-årige er faldet mest fra 2022 til 2024. For Skanderborg Kommune svarer nedjusteringen på 18 procent til, at der i 2030 vil være 1.080 færre børn, end hvad befolkningsfremskrivningen fra 2022 viste.

I København svarer nedjusteringen på 14 procent til, at børnetallet bliver 5.855 lavere end antaget for to år siden.

Sidst opdateret: 07/06/2024 - 09:25

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]