
Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforbund, er forbeholden positiv over økonomiaftalen mellem regeringen og KL for 2025. - Foto: Lisbeth Holten / Dansk Socialrådgiverforening
Fagforbund om økonomiaftale: Fint, men det manglede også bare
Flere fagforbund med store medlemsinteresser i økonomiaftalen for 2025 er generelt glade for aftalen, men gør samtidig opmærksom på et efterslæb efter flere års besparelser i kommunerne. HK'ere advarer andre fagforeninger om konsekvenserne af aftalen.
Udgivet: 31/05/2024
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har fredag indgået en aftale for kommunernes økonomi for 2025. Penge til blandt andet velfærd hæves med 3,2 milliarder kroner. Det fremgår af aftalen, som er præsenteret i Finansministeriet fredag.
En række af de store fagforbund har grundlæggende positive holdninger til aftalen, men pengene falder på et knastørt sted, så pengene skal bruges til efterslukning af flere års besparelser og underfinansieringer.
FOA - nu lever regeringen op til sit løfte
Derimod er FOA mere positiv indstillet overfor aftalen.
"Det ser ud til, at KL og regeringen har landet en god aftale, der kompenserer kommunerne for både demografien og velstandsudviklingen. Det er vi glade for. Guderne skal vide, at vores medlemmer i ældreplejen, daginstitutionerne og andre steder har svært ved at få enderne til at mødes," siger FOA's formand, Mona Striib.
Med økonomiaftalen lever regeringen op til sit løfte om, at økonomien i velfærden skal følge med både befolkningsudviklingen og vores generelle velstandsniveau.
"Det er et løfte, vi tidligere har hørt, uden at det nødvendigvis er blevet ført ud i livet. Det bliver det med denne aftale. Det vil vi gerne rose regeringen for. Lad os håbe, at det kommer til at danne præcedens."
Bupl - penge falder på et knastørt sted
Økonomiaftalen giver kommunerne mulighed for at starte genopretningen af kvaliteten i landets daginstitutioner og SFO’er. Pengene falder på et knastørt sted, og nu skal de komme børnene til gode, lyder det fra Bupl-formand Elisa Rimpler.
"Pengene skal så hurtigt som muligt ud at gøre en forskel for børnene. Jeg forventer, at det er slut med de voldsomme kommunale spareøvelser, som har ramt os gang på gang, og som har gjort det så svært for pædagoger at levere ordentlig kvalitet. Nu er det tid til de første skridt i en genopretning," siger Elisa Rimpler.
Danmarks Lærerforening - et skridt i den rigtige retning
Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, ser økonomiaftalen som et skridt i den rigtige retning for folkeskolen:
”Aftalen er et godt skridt fremad. Folkeskolens økonomi er under massivt pres, og der er hårdt brug for, at vi får sat en stopper for besparelserne her og nu og får skabt luft i budgetterne og overskud på skolerne. Selvom aftalen langtfra løser alle folkeskolens økonomiske udfordringer, er den et skridt i den rigtige retning,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for DLF.
Dansk Socialrådgiverforening - mange års underfinansiering
Fra Dansk Socialrådgiverforening lyder forsigtige positive toner fra forkvinde Signe Færch.
"Det er grundlæggende godt, at vi med aftalen formentlig kan undgå nye nedskæringer. Det manglede også bare i lyset af den bomstærke økonomi og det økonomiske råderum, som er markant større end regeringen forventede indtil for nylig.
"Hvis det er første skridt i en reel genopretning, så er det godt, men aftalen gør ikke mærkbart indhug i de seneste mange års underfinansiering i velfærden, og den leverer ikke penge nok til at sikre helt nødvendige investeringer i socialområdet," skriver Signe Færch til NB-Kommune.
"Socialrådgiverne mærker hver dag, at vores sociale sikkerhedsnet er presset. Der spares på forebyggende indsatser til udsatte børn og mennesker med handicap, og vi sidder med alt for mange sager i et udfordret arbejdsmiljø, hvor vores faglighed trumfes af økonomiske hensyn."
HK Kommunal - beskæmmes af besparelser på administrationen
Regeringens økonomiaftale med KL løfter dele af den kommunale velfærd, men bliver i den grad skæmmet af besparelser på det administrative område, lyder det fra HK Kommunal. Besparelserne står opført som ’administration’ på kontoplanen og lægger yderligere 242 mio. kr. oven i den løbende besparelse på 700 millioner kroner på det administrative område, der blev aftalt ved sidste års økonomiaftale.
"Efter mange års underfinansiering af den nære velfærd glæder vi os i HK over, at vores kolleger i de andre velfærdsorganisationer kan se frem til et velkomment økonomisk løft. Spørgsmålet er bare, i hvor stor udstrækning for eksempel lærere og pædagoger i virkeligheden får glæde af milliarderne, når de selv skal bruge deres tid på for dem uvedkommende opgaver, hvis man fyrer HK’ere," siger formand for HK Kommunal Lene Roed i en pressemeddelelse.
Sidst opdateret: 04/06/2024 - 07:11












































