
KL's formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S) skal i torsdag aften argumentere for flere penge i økonomiaftalen med finansminister Nicolai Wammen (S), fordi forhandlingerne går ind i den afsluttende fase. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
Mange faktorer tyder på en god økonomiaftale for 2025
I aften sker de afsluttende økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL. Bestyrelsen er indkaldt, teksten er formentlig tæt på færdig, og økonomien tegner til at blive god.
Udgivet: 30/05/2024
Regeringen forventer, at økonomiaftalen for 2025 kan lande i aften, da de har inviteret KL ind til forhandlinger fra klokken 17.30 uden bagkant.
Det skriver NB-Økonomi.
Om aftalen præsenteres sent i aften eller i morgen, er langtfra på plads. Desuden kan der opstå økonomiske knaster, som gør, at KL-formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S) ligesom sidste år trækker forhandlingerne i langdrag.
Meget tegner dog til, at der lander en ganske gunstig økonomiaftale for 2025.
KL har allerede indkaldt bestyrelsen, som er i København og har afholdt det første møde her til morgen. Når vi er så langt, kan det betyde, at man er nået ganske langt med selve tekstdelen i aftalen, og at bestyrelsen skal nikke til den.
Efterfølgende skal de to KL-forhandlingspartnere over i Finansministeriet til Nicolai Wammen (S) tidligt i aften, hvor økonomien skal bokses på plads. Flere ting tyder på, at økonomiaftalen bliver rigtig god for kommunerne i år sammenlignet med de seneste par år.
Indikatorer på god økonomi
Statsministeren har netop sørget for, at økonomien i aftalen bliver betydeligt nemmere at få hjem for KL, da hun fra talerstolen i Folketinget til afslutningsdebatten onsdag sagde, at det økonomiske råderum skal komme den "lokale velfærd til gavn."
Men ikke nok med det, så slog hun fast, at velfærden skal løftes, og at der skal spares 1.000 årsværk i den statslige administration, som Wammen har lovet vil indgå i økonomiforhandlingerne.
KL har dermed tre områder, hvor de med rette kan kræve flere midler. Penge fra det økonomiske råderum, penge fra de færre årsværk i staten og penge til et løft af velfærden. For alt i verden vil de undgå sidste års situation, hvor kommunerne pludselig efter sommeren fik flere midler, kort før budgetterne skulle lukkes. I år skal pengene rent faktisk falde i økonomiaftalen.
Derudover fortæller flere kilder til NB-Økonomi, at ministre løbende har beroliget borgmesterbaglandet ekstraordinært i år og understreget, at der lander en god økonomiaftale for kommunerne.
Hvad koster statsministerens velfærdsløfte
Statsministerens tale til afslutningsdebatten i går vil alt andet lige betyde, at kommunerne bør kunne se frem til en økonomiaftale, der er i den høje ende af spændet mellem 1,8 og 2,5 milliarder kroner frem for den ene milliard kroner, som finansministeren har afsat til demografi.
Det skyldes helt lavpraktisk, at der ikke er kommet styr på det specialiserede socialområde, og det kommer der heller ikke i 2025, fordi Tranæs-anbefalingerne ikke kan nå at få effekt så hurtigt. Socialområdet har en årlig opdrift på omkring 1-1,5 mia. kr. Så et løft af velfærden kræver både penge til demografi, til socialområdet og til det egentlige løft.
Man skal være opmærksom på at skelne mellem "gamle" og "nye" penge. Der er eksempelvis afsat 650 mio. kr. i ældreaftalen for 2025 til kvalitetsløft - men ikke øremærket. Hvis de penge ikke skal gå direkte over i socialområdet, er regeringen nødt til at løse ovenstående problematik.
En knast kan også være særtilskudspuljen. Hvis ikke en række kommuner får mere i særtilskudspuljen, vil man næppe få en bred tilfredshed fra borgmestrene, selvom både service- og anlægsrammen er steget.
Regeringen ønsker næppe et rasende borgmesterland, fordi statsministeren og fagministre render og siger "løft af velfærden" i hele 2025, mens økonomiaftalen igen har ord som "hårde prioriteringer", som de facto betyder besparelser. Både statsministeren og finansministeren har et ønske om, at penge, de afsætter til den brede velfærd, ikke år efter år går til andre områder.
KL-bestyrelsen har stor magt
Sidste år var KL-bestyrelsen ligeledes indkaldt, da økonomiaftalen var ved at være klar, hvor man troede, at man kunne lave en hurtig afslutning.
Dengang satte KL-bestyrelsen og et rasende borgmesterland i form af et tidligere repræsentantskabsmøde foden ned over for økonomiaftalen for 2024. Det betød, at processen trak ud et par dage, og at regeringen pludselig godt kunne finde lidt ekstra penge.
Det er en magt, bestyrelsen har mulighed for at få igen i år, ikke mindst fordi meldingerne om råderum til velfærd har været så tydelige fra statsministeren. Derudover er regeringen slet og ret ikke interesseret i at trække forhandlingerne i langdrag, fordi ministrene skal ud at føre valgkamp den sidste uge før EU-valget.
Men når meldingen er så tydelig fra statsministeren, kan det også godt være, at bestyrelsen slet ikke behøver at spille med musklerne, og at der kommer et markant løft af servicerammen på bordet ved aftenens forhandlinger.
Sidst opdateret: 30/05/2024 - 10:41












































