
Kommunalpolitikerne i Ringsted ønsker at skifte kommunaldirektør Mette Jeppesen ud med en ny profil. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sjællandsk kommunaldirektør indstillet til fyring
Økonomiudvalgsmedlemmerne i Ringsted er enige om at afbryde samarbejdet med kommunaldirektør Mette Jeppesen. Onsdag aften blev hun fritaget for tjeneste.
Udgivet: 23/05/2024
Et enigt økonomiudvalg i Ringsted Kommune besluttede onsdag aften at indstille, at samarbejdet med kommunaldirektør Mette Jeppesen skal ophøre.
Formelt træffes beslutningen på et lukket ekstraordinært byrådsmøde 30. maj, oplyser kommunen på dens hjemmeside.
Begrundelsen er, at medlemmerne af økonomiudvalget "ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Ringsted Kommune."
Mette Jeppesen er fritaget for tjeneste, indtil byrådsmødet på torsdag. Hun kom til Ringsted Kommune som direktør i 2019, og juni året efter blev hun konstitueret som kommunaldirektør. Hun tiltrådte 1. januar 2021. Tidligere har hun været direktør i Dragør Kommune, og hun er desuden bestyrelsesmedlem i kommunaldirektørernes forening, Komdir.
Med udskiftningen af kommunaldirektøren vil Ringsted Kommune i løbet af årets første fem måneder både have sagt farvel til borgmesteren og kommunaldirektøren.
I februar trådte Henrik Hvidesten (V) tilbage efter upassende opførsel på Kommunaløkonomisk Forum, og han overdrog borgmesterposten til Klaus Hansen (V).
Sidst opdateret: 23/05/2024 - 08:25












































